Lenes familie

Jørns familie

Artikler m.m.

Nyheder



 Mail til Lene
Mail til Jørn


In English

 

Fotoalbum
Børnebørn
Hurtigruten 2006
Færøerne 2007
Mosel 2007
Bornholm 2008

Grønland 2008

Rusland 2009

Østrig 2009

Italien 2009
Schwartzwald 2009
Island 2014

 

Farligt at arbejde i moleret.
Skrevet af Lene Astrup

På øen Fur er der nogle bøndergårde og små husmandssteder, men jorden alene kunne ikke give udkommet til hele øens befolkning (og da slet ikke husmændene), og som følge heraf drev de mange mænd fiskeri ved siden af, hvis det da ikke var hovednæringsvejen. Hvis det ikke var fiskeriet eller andre erhverv til søs, så blev moleret stort set eneste anden mulighed i nyere tid, ufaglærte som de fleste jo var.

En stor del af øens mandlige befolkning har i 1900-tallet arbejdet i en af øens 3 molergrave, således også min farfar, som ellers var tømrer, da han kom til øen som nygift i 1918,  men det er ikke ham, dette handler om. Fra jeg var barn, husker jeg 3 molergrave på øen: Et på Færker Odde, et midt på øen, startet i begyndelsen af 1960'erne, og endelig det sidste ved Knuden, hvor Fur Bryggeri i dag har til huse. Sidstnævnte afskibede vist det meste fra den lange bro ved værket, men de mange lastbiler med moler var et velkendt syn på vejene på vej mod havnen, hvor der stort set altid lå skibe til moler.
Moleret har en stor isoleringsevne, og det blandt andet gjorde leret attraktivt som byggemateriale. Denne produktion dalede dog, efterhånden som man fandt andre måder at fremstille isoleringsmateriale på. I dag laves der også kattegrus af leret, da der er en god sugeevne! Moleret  findes især ved Thisted, på Fur og Nordmors. Læs en kort skitse af Knudens historie frem til i dag.

Laget på Fur er vel omkring 60 meter dybt, og det blev gravet ud fra toppen og ned mod bunden i det, der lignede etager eller "trapper".
Arbejdet i molergravene var ikke helt ufarligt, og specielt efter regnskyl, skulle der udvises stor forsigtighed. Det var heller ikke ligegyldigt, hvordan man gravede, og det var årsagen til at der blev gravet netop som der gjorde. Ganske vist kunne man godt selv være forsigtig, men man skulle jo også følge med sjakket, og Arbejdstilsyn var der ikke noget, der hed.


Her ses en af de små tipvogne, der fra starten blev trukket af heste, i 1950 var der dog lokomotiv.  Billedet er fra omkring 1920. 
Min farfar, Christen Astrup, står på vognen (nr. 3 fra venstre). Bemærk hans lommeur, som han altid gik med, og som jeg nu har.

Skred med dødelig udgang i september 1950:
Om morgenen lørdag den 23. september skete det, der var alles værste skræk, et skred på Fur Molerværk! Den senere tid havde budt på megen nedbør, og netop det gjorde som sagt, at der skulle udvises forsigtighed. Arbejderne var nok lige så ivrige som fabriksledelsen efter at arbejde, ellers var der jo ingen løn. Dette skred var et meget alvorligt skred, og sendte 5 mand på sygehuset, hvoraf 1 døde.

Ikke længe efter man var begyndt på dagens arbejde og havde fyldt det sidste på et tipvognslæs ved foden af bakken, hørte en af de arbejdere, der var beskæftiget der, en lyd, der ikke kunne betyde andet, end lyden af en jordskorpe, der revnede. Arbejderen sprang tilbage og råbte samtidig advarende til sine kammerater. Endnu 1 af disse nåede i sikkerhed, og en tredie blev kun ramt sporadisk af den nedstyrtende molermasse. De øvrige 5 fik omkring 60 - 70 tons moler ned over sig, og blev mere eller mindre begravet! Helt begravet blev Anton Stærk og Edvard Nielsen. Det er svært at tænke sig til, hvordan de begravede følte, men det gik formentlig så stærkt, at de knap opfattede det.

De øvrige arbejdere bevarede tilsyneladende roen, og der blev rekvireret hjælp fra Falck. Arbejderne gik straks i gang med at grave mændene fri. Det vat ikke let at komme til for de fyldte vogne, men de blev væltet væk, så der var mere plads. Samtidig sendte man også bud efter hjælp fra Færker Molerværk på øens modsatte side, og arbejdere herfra kom, bevæbnede med skovle og spader, susende i en vældig fart på ladet af en lastbil. Blandt de, der gravede, var Antons 2 brødre, Peter og Emil, og hvordan de havde det, da det gik op for dem, at den ene af de begravede var deres bror, er svært at forestille sig. Alle var klar over, at der skulle graves, for hvert minut var kostbart, hvis man skulle redde de 5 mænd.

Arbejdet på molerværket blev straks indstillet, og alle gik i gang med at grave, og de 3 af mændene, Christen Høgh, Karl Hansson og Søren Christensen, blev ret hurtigt befriet. De var alle 3 sluppet med kvæstelser af lettere karakter, men kom senere med de rekvirerede ambulancer til Skive Sygehus for at blive undersøgt. For en del var det uforståeligt, at ambulancerne var der, for det forekom dem, at ulykken lige var sket. En 4. mand, Edvard Nielsen, havde haft det held i uheld, at han var blevet begravet under en tipvogn, og dette har højst sandsynligt været årsagen til, at han havde ilt nok i de ca. 10 minutter, det varede før man fandt ham, og dermed reddede han livet. Også han kom på sygehuset til undersøgelse og observation.

Den sidste, man fandt, var min fars morbror, Anton Stærk Pedersen. Selv om man gravede på fuld kraft, varede det omkring ½ time, før man fandt ham, og  han var da selvsagt livløs. Furs læge, der var kommet til stede, tog sig af ham med blandt andet kunstigt åndedræt, og på vejen til Skive fortsatte man hermed, men forgæves. Han var desværre død ved ankomsten.


fra Fur kirkebog

Som barn kom jeg ofte på besøg på sygehuset, og jeg husker en gang, hvor vi gik ned ad trappen i forhallen, kom ambulancefolkene med 2 bårer. Jeg fik at vide, at det var folk fra molerværket på Fur. Om det var på det tidspunkt eller før/senere, ved jeg ikke, men jeg husker der blev fortalt, at den ene var Anton. Det kan jo være en erindringsforskydning fra min side, og være sket en helt anden gang og andre personer, for besøgstiden var fra kl. 14 - 15, og så sent kom de vel næppe. Desuden var dette skred jo desværre langt fra det eneste, der er sket, men måske nok det alvorligste

Kritik af forholdene:
Det var som skrevet ikke det eneste skred, der skete i molergravene, men sikkert det alvorligste. Jeg kan huske som barn flere gange på Fur at have hørt de voksne snakke om, at man gik alt for hurtigt i gang igen efter regnvejr.
Efter denne ulykke fremkom der da også kritik. Skredet var sket under en afgravet banke, der var 6 - 7 meter høj, og der blev udtalt, at det ikke var så sært, at det var netop hér, der var sket et skred,   
               idet væggen ikke alene var stejl, men tilmed saa meget undergravet, at det øverste stykke rager længere frem end det nederste.
I nattens løb var der desuden også sket et skred på den modsatte side af brinken, og her var der styrtet så meget ler ned, at flere tipvogne stod helt indelukkede. Man mente, at det var den megen regn tidligere i september, der var medvirkende årsag til disse skred.

Efter ulykken skulle forholdene naturligvis undersøges, og driftslederen ingeniør Berendt oplyste politiet om, at fabriksinspektøren om sommeren havde godkendt såvel arbejdsforholdene som udgravningsforholdene i molerværket. Men der var jo blevet gravet hver dag siden disse flere måneder gamle opmålingerne, og det var dermed blevet til en del siden det tidspunkt, og der var sket 2 skred inden for et døgn, så hvad har en undersøgelse af forholdene om sommeren været værd?
På Fur Molerkompagni mente man at have været fri for uheld, som ellers er meget almindelig i molerværk og grusgrave.

Allerede lørdag eftermiddag kom fabriksinspektøren, ingeniør Hansen, fra Holstebro, og foretog målinger i overværelse af en kriminalbetjent fra Skive. Disse hældninger havde den hældning, de måtte have, men 3 - 4 personer, der var tilstede umiddelbart efter ulykken havde givet udtryk for, at det ikke var tilfældet, tværtimod skulle hældningen have været til den forkerte side, hvilket selvfølgelig ville være fatalt. Udmålingerne, der som skrevet blev overværet af kriminalpolitiet viste da også, at hældningen på skrænten var korrekt i følge det tilladte, andet var synsbedrag. Det vil altså sige, at fabriksinspektøren havde sin ryg fri og ikke kunne pålægges ansvar for ulykken.
Man kan så diskutere, om det var den rette stejlhedsgrad, der var tilladt, så man i enhver situation kunne sikre sig mod skred. Tilsyneladende var det ikke, hvis vejret havde budt på usædvanlig megen regn.
I dag ville vi nok sige klart  "Nej", når en sådan ulykke kunne ske. Det skal siges, at jeg ikke har kunnet finde tal for det tilladte i 1950 og i dag.

Anton Stærk:
Anton var ikke gift, men boede på Anshede hos sin mor, min oldemor. Hun var på det tidspunkt enke, idet oldefar døde i 1944, og med den alder, hun havde, 82 år, kunne hun næppe selv klare husmandsstedet trods det, at hun gennem et langt liv havde været vant til at knokle. Det til trods drev hun selv stedet. Måske var det på dette tidspunkt, da Anton døde, at Vilhelm, den 43 år søn og enkemand, kom hjem. Han havde boet i København og var murer, desuden havde han 2 drenge, der stadig gik i skole. I hvert fald boede han der sammen med drengene og en husbestyrerinde, da jeg var der i foråret 1952.
Anton havde været tilknyttet Molerkompagniet i mange år, og han var vellidt blandt arbejdskammeraterne, og naboer betegnede ham da også som en stabil og dygtig arbejder.

Efter hans død kom følgende mindeord i Skive Folkeblad:

Sidst redigeret 30. maj 2011