Det 5. Dragonregiment

 Kort sammendrag fra starten til efter afslutningen af krigene i begyndelsen af 1800-tallet

Den skånske fejde (1675 – 79) havde givet nogle gevaldige huller i den danske hærs rækker, og for at udfylde disse, sluttede man overenskomst med Biskoppen af Münster, således han overlod Danmark 4000 mand og 21 kanoner – efter eget udsagn for 2. gang i krigen.
Det var gode tropper, og kongen formåede ved hjælp af førerne at få størstedelen af disse tropper til at træde varigt ind i dansk krigstjeneste.
Blandt disse tropper var et rytterregiment, der oprindeligt havde bestået af 6 compagnier, men ved krigens afslutning var disse smeltet sammen til de følgende 4. Regimentets første officersbesætning var:
Livcompagniet:                     G. Wedell, Ritmester G.A. Post, Løjtnant Bornebeck, Kornet Larsen
2. compagni:                         Obertsløjtnant P. de Sucre, Løjtnant J.N. Halkus, Kornet B. Pohl
3. compagni:                         Major C.H. Halberg, Løjtnant J. Schultz, Cornet Meyer
4. compagni:                         Ritmester O. Rose, Løjtnant Ferry, Kornet F. Korb

Den 1. november 1679 blev det fra at have været et hvervet compagni til et nationalt regiment og fik navnet 5. jydske Rytterregiment. Til underhold fik det anvist krongods i Ålborg, Skive, Hals, Mariager, Dronningborg og Silkeborg Amter.
Regimentet deltog i et togt mod Hamburg allerede i 1683, 1686 og 1689, samt i Ratzeburg i 1693.
I 1697 forlod det igen det jyske kvarter og deltog frem til 1700 i felttogene imod Hertugen ag Holsten-Gottorp.
I perioden fra 1680 – 89 havde regimentet 9 kompagnier, men fra 1689 blev det indskrænket til de oprindelige 6. kompagnier.

I 1701 udbrød den spanske arvefølgekrig, og her overlod kong Frederik IV 2000 mand af sine bedste tropper til kejseren af Tyskland, Nederlandene og Storbritannien, der ville forhindre Frankrig i at sætte en gren af den franske kongeslægt på den spanske trone. Blandt de regimenter, der blev sendt af sted var også 5. jydske Dragonregiment, der kom til at tage del i krigen på en virksom og hæderlig vis i denne krigs betydningsfulde slag.
Først i 1714 kom regimentet igen hjem, og mange beklagede, at de var i udlandet, når man dog selv havde så god brug for dem.

Efter deltagelsen i den spanske arvefølgekrig, var regimentet med i Den store nordiske krig, og kom i 1716 til Sjælland, hvor det blev til krigens afslutning. I 1720 fik regimentet det Antvorskovske Rytterdistrikt og blev således forøget med 2 kompagnier

I 1729 flyttede regimentet til Vordingborg, med 4 kompagnier i Næstved, 3 i Vordingborg og 1 i Præstø.

1741 blev regimentet forlagt til Jylland; staben og 4 kompagnier kom til Fredericia, de andre til Horsens og Skanderborg.
I 1758 blev regimentet sat på krigsfod og gik til Holsten, hvorfra det, da der i juli 1762 var sluttet fred med Rusland, det efterfølgende år vendte tilbage til Fredericia, hvor 2 eskadroner fik garnison, mens 3 kom til Kolding og Haderslev.
I efteråret 1772 blev regimentet igen forlagt til Ålborg, og herfra afgik 1. og 3. eskadron i efteråret 1774 til Randers, mens de øvrige blev i Ålborg frem til 1779, hvor staben og 2 eskadroner den 13. april kom til Randers. Regimentets 5. eskadron blev anvist Mariager som garnison.

Ved hærforordningen 1. februar 1785 blev det bestemt, at Randers fremover skulle være garnison for det samlede regiment, og samtidig kom regimentet til at bestå af 4 eskadroner mod de hidtidige 5. Ved samme lejlighed fik regimentet også navneforandring fra ”Jydske Regiment Rytteri” til ”Jydske Regiment Dragoner”.

I begyndelsen af 1800-tallet indtrådte, på grund af krigsforholdene, et meget bevæget tidsafsnit for regimentet. For at imødegå en frygtet fransk invasion,  blev der samlet en hær i Hertugdømmerne, og hertil blev regimentet beordret; allerede i september samme år, blev regimentet sendt tilbage til standkvarteret.
I efteråret 1805 var det imidlertid galt igen, og nok en gang måtte man af sted til Holsten, og dette ophold blev af noget længere varighed, idet hele regimentet var der i 2 år, og dele måtte blive frem til 1814. Ekserserskolen var blevet i Randers, men i 1813 gik den til Holsten og blev etableret i Itzehoe.

Efter at englænderne havde angrebet Sjælland i august 1807, blev regimentets eskadroner spredt, hovedsalig for at blive anvendt til kystbevoksning. Nu var regimentet ret spredt, og opsummeret ser det sådan ud i midten af 1808:
Staben er i Eckernførde
1ste eskadron i Erritsø ved Fredericia
2den eskadron i Slesvig, hvor den forblev til 1812
3die eskadron i Middelfart
4de eskadron  i Eckerenførde

Denne tilstand varede ikke længe, for allerede midt i september måtte 3die eskadron til Lindelse på Langeland.
I midten af 1809 blev det foreskrevet, at regimentets krigsstyrke skulle bringes op på 160 dragoner pr. eskadron, men det fremgår af de foreliggende styrkelister, at det langt fra har været tilfælde. Hvad hver eskadron hidtil havde bestået af, har jeg ikke kunnet finde tal på.

Ifølge en med Frankrig afsluttet kontrakt, skulle 2 eskadroner afgives til sen bevægelige armédivision i Holsten, og det er grunden til, at man finder de danske tropper her. Kong Frederik VI erklærede i februar 1813 sine stater for neutrale, da det var vigtigt for ham at bevare tvillingeriget Danmark – Norge. Denne erklæring hjalp dog intet mod de allierede, der kæmpede imod Frankrig, især ikke, da den danske division efter anmodning fra den franske kommandant i Hamburg havde ydet hjælp til undertrykkelse af et udbrudt oprør der i byen. Det var besynderlige politiske forhold, der herskede på den tid, og at det var vigtigt at bevare tvillingeriget skal også ses i lyset af, at Norge blev efterstræbt med hensynsløs udholdenhed af den nyvalgte svenske kronprins Carl Johan, tidligere fransk Marskal Bernadotte.

Det kneb også for kongen at få sine ordrer prompte efterlevet af divisionscheferne, så det var besynderlige forhold. Først i maj måned havde han befalet, at de allierede, der havde besat Hamburg skulle ydes understøttelse af armédivisionen, men da de indledte forhandlinger med England og de øvrige allierede ikke gav de ønskede resultater, udstedte Kong Frederik den 13. maj ordre til at træde ud af forbindelsen med de allierede, hvilket divisionschefen på egen hånd udsatte, og som følge heraf blev han frataget kommandoen.

Den 16. maj gav kongen an ny ordre: Nu skulle divisionen indlede forhandlinger med den højstbefalende overe de franske tropper om en samvirken med disse fælles fjender. Eskadronerne var altså fortsat i området, og den våbenstilstand, der var afsluttet den 4. juni, varede til 16. august. De danske tropper kom mere eller mindre ind under de franske styrker, og de tilbageværende af regimentet i Danmark skulle afgå til den nye samlede enhed. Regimentet blev i resten af året og kæmpede indtil fredsslutningen i begyndelsen af 1814.

Freden, hvorved Danmark mistede Norge, blev underskrevet i Kiel og bekendtgjort den 18. Januar 1814. Under denne krig fik Regimentet ros for sin optræden i Schlesvig.  Under hele marchen op gennem Jylland tilbage til kasernen i Randers blev Regimentet mødt med hjertelig hyldest, idet rygtet om regimentets ry for tapperhed og dygtighed var ilet i forvejen.

I fredsperioden og frem til den slesvigske krig

Der kom nu en lang fredsperiode, og fra 1824 og så længe kong Frederik IV levede, afholdtes hvert andet år troppesamling i Århus, og her deltog regimentet. Ligeledes ved en samling ved Hedensted i 1844, og her var det Nørrejyllands kommanderende general, kronprins Frederik – senere kong Frederik VII, der førte kommandoen. Regimentet modtog sin uddannelse i og ved garnisonen.

De dårlige økonomiske forhold i landet havde også indflydelse på udgifterne til arméen. Lønningerne var så lave, at det var næsten umuligt for personalet, selv med den strengeste økonomi, at slå sig igennem. Indtil 1842 blev samtlige eskadronens stamheste således sat på græs i sommermånederne – den bedste øvelsestid, og samtidig hjemsendtes næsten hele styrken af mandskabet!

Der skete lempeligere kår for de menige i 1836, hvor Spidsrodsstraffen ved parole blev afskaffet. Ved spidsrodsstraffen skulle den dømte  passere sine kammerater, som var opstillet i to rækker à 150 mand. Ved hver passage fik han dermed i princippet 300 slag med stok. Alt efter forseelsen kunne dommen lyde på 4, 6, 8, 10, 12, 16, 18 og 24 passager. De sidste blev fordelt over to eller tre dage, men kunne nemt medføre, at soldaten døde. Hvis en af de opstillede ikke slog til, kunne han selv blive tildelt stokkeslag.

En straf, som i mange år havde været en stor skræk for dem, der kunne straffes hermed. Der indførtes dog en anden legemlig straf, som sikkert ikke har været mindre hård for synderen, nemlig Rottingsstraf. Denne blev som regel anvendt i forbindelse med vand og brød, og bestod af en rotting (spanskrør), der ikke måtte være tykkere end 1½ tomme, og ikke længere end 1½ alen. Den skyldige skulle ved eksekutionen være iført skjorte og trøje

Kongeskifterne i 1839 og 1848

Den 3. december 1839 døde kong Frederik den 6 efter at have regeret i 36 år. Hans regeringsperiode havde stedse været præget af retsindighed, pligtfølelse og en sjælden arbejdsevne. Han havde altid udvist den største interesse og omsorg for hæren, og blandt militærets folk imødeså man spændte den nye konges, kong Christian den 8., syn på militæret. Han lagde ud med besparelser for hæren og nedsatte samtidig en kommission, der skulle udarbejde en ny hærlov. Vi ser altså, at besparelser og kommisioner absolut ikke er af ny dato!

En følge af besparelserne var, at hele arméen den 1. juli 1842 blev reorganiseret, ligesom den fik navnet: 5. Dragonregiment. Ordningen blev ikke ændret ret meget. Sekondritmestrene blev afskaffet, og det blev besluttet, at rekrutterne kun skulle modtage en del af uddannelsen – 1. og 2. klasse i ca. 3 måneder – ved eksercerskolen og derefter sluttes ved eskadronerne. Det viste sig dog, at det ikke var så praktisk eller heldigt, hvorfor det blev lavet om i 1848, så den fulde rekrutuddannelse igen fandt sted ved skolen. Fra 1. maj 1847 blev der normeret en Ritmester af 2. klasse, som i reglen skulle være skoleforstander.

Den slesvigske Krig

                      Den 20. januar 1848 døde kong Christian den 8., og den nye konge, kong Frederik den 7. udstedte ved sin tronbestigelse et kongeligt åbent brev, hvorved en fællesforfatning for hele monarkiet blev stillet i udsigt.  Det sydede og gærede i hele landet, og mange var klar over, at kun en lille gnist kunne medføre uberegnelige følger. Det slesvig-holstenske partis ledere var klar til handling og ventede kun på en gunstig anledning til at sætte oprøret i gang. Da der i februar 1848 udbrød en ny revolution i Paris, gav det anledning til en urolig og febrilsk tilstand i det meste af Europa. I Kiel og Rendsburg lagde man ikke længere skjul på hensigterne, men sendte en deputation til København, hvor man skulle forlange, at Slesvig blev indlemmet i det tyske forbund. Dette medførte, at det store såkaldte Casinomøde blev afholdt. Resultatet blev, at det slesvig-holstenske oprør brød ud i marts måned 1848, indkaldtes regimentets krigsstyrke, og den 29. marts afmarcherede regimentet mod syd, efterladende det behørige befalingspersonale, for at kunne efterføre den del af styrken, som endnu ikke havde kunnet give møde. Ved fremrykningen i Sønderjylland hørte regimentet, som var én af de afdelinger, der havde haft længst vej at tilbagelægge, til reserven, men allerede den 8. april var den ene af regimentets eskadroner med ved rekognoscering af den fjendtlige stilling ved Bov. Næste dag kom regimentet med i en fægtning og blev herefter indkvarteret i Flensborg, og senere i Slesvig. Midt i april måned bliver feltvagten i en fremskudt post overfaldet og 15 blev taget til fange. Resten af måneden blev der kæmpet ved Slesvig by og senere Munkvolstrup; det endte med, at den danske armé måtte trække sig tilbage, en del af styrken tog op imod Nørrejylland, mens de fleste gik til Als. Den del, der gik nordpå, indtog først kantonnement nordvest for Kolding, men førtes over til Fyn.
 
Perioden fra 3-årskrigens afslutning og frem til 1864

                      Under den Slesvigske krig var Danmark gået fra Enevælden til demokrati – landet havde fået en Grundlov. Denne ændring mener mange, er den mest fredelige af sin art, der er sket, ikke blot i Europa, men også i bredere kredse. Ganske vist var Slesvig ikke kommet ind under Det tyske Forbund, og Danmark havde fået Sønderjylland, men derfor mente man inden for militæret, at der stadig var brug for et forsvar: Folket skulle stå stærkt både indadtil og udadtil! Efter Dragonregimentets hjemkomst i april 1852, blev Hær-ordningen af 1842 (besparelser) gennemført, uanset man ved Grundloven havde fået almindelig værnepligt. Det var dog stadig sådan, at de fleste, der forrettede tjeneste, var landboere.

                      De heste, regimentet havde haft under krigen var for en stor dels vedkommende heste, som private hesteejere havde givet, og disse heste var nu godt tilredne og trænede, men på trods heraf, skulle man ikke beholde dem. De blev ikke givet tilbage til de oprindelige ejere, men solgt på en offentlig auktion, og indtægten herved gik i statskassen. I tilfælde af krig, skulle alle hartkornsbrugere i fællesskab skaffe hestene, hvor det tidligere havde været herregårdene, enkelte andre landbrugere og præstegårdene. Der blev ydet en godtgørelse på 24 Rdl. årligt, hvoraf de 12 blev betragtet som en årsandel af, hvad anskaffelse af en ny hest ville udgøre, mens de andre 12 var til foder for hele året. Hestene måtte ikke være ældre end 9 år, og blev godkendt af en lokal mønstringskommission bestående af 2 civile mænd samt 1 officer og 1 dyrlæge. Disse heste blev betegnet som Distriktsheste i modsætning til tidligere, hvor man havde talt om Nationalheste. Der skulle være 288 heste i regimentet. Denne ordning var tilsyneladende ikke tilfredsstillende, for der var mange klager fra de interesserede parters side, og det medførte, at der i 1860 blev nedsat en kommission, der skulle tage forholdene i kavaleriet op, og sørge for, at de heste, man fik var ordentlig tilredne, hvilket de ikke kunne siges at være på denne ordning. Som nødforanstaltning blev alle distriktets heste  indkaldt i foråret 1861 til 2 måneders dressur. I 1857 udbrød der snive blandt 4. eskadrons heste, og de blev forlagt til Horsens, hvor de var i 2½ år.

                      I løbet af 1850’erne var der stærk uro fra det tyske forbund, og det trak op til krig, og i 1861 stod det klart, at en ny krig var uundgåelig. Nu kam så straffen for de manglende midler til forsvaret, som nu skulle bringes i orden. Alt skulle ske i største hast, så man var forberedt, og det måtte helst ikke koste noget. Ganske vist havde regimentets feltartilleri fået en tidssvarende kanon – en riflet 4 punds kanon – mens fæstningsartilleriet kun havde gamle glatte kanoner. Man skulle nu til at have befæstet Dybbøl og Als, hvilket blev anslået til 4 million Kroner, og andre 4 millioner til Dannevirke. Hertil kom så udgifter til forsvaret af København og Fredericia. Rigsdagen fandt det for dyrt, og man måtte komme med et andet forslag, og herefter blev det til 1½ million til Dybbøl, og 700.000 kr. til Dannevirke. Man enedes om en mindre sum til København, men der intet skete i Sønderjylland.

                      Til sidst tabte regeringen tålmodigheden med Det tyske Forbund, og den 30. marts 1863 udstedte kongen en kundgørelse, hvorved Holsten og Lauenborg fik en ny forfatning. Herefter var såvel regering som kong Frederik den 7. ikke i tvivl om, at krigen ville komme., og i september 1863 blev der afholdt en større troppesamling ved Dannevirke, hvor 5. Dragonregiment deltog. Regimentet marcherede hele vejen frem og tilbage.

Krigen 1864

                      Regimentet var tilbage i Randers i oktober måned, og ”frifolk” og distriktsheste blev hjemsendt, men det skulle kun blive for en kort tid, for allerede i midten af november blev de igen indkaldt. Den 30. november fik regimentet ordre til at rykke sydpå den 3. december, i første omgang til egnen ved Flensburg, og man nåede til egnen bord for Flensburg den 12. december. Her blev man 1 uge, hvorefter regimentet afmarcherede til et kantonnement i Angel og med stabskvarter i Husby.

                      Allerede i oktober månes var der givet ordre til at oprette en 5. eskadron pr rytterregiment. Dette skete ved, at man befalingsmænd, menige og heste fra de øvrige eskadron er, hvorefter man indkaldte ældre mandskab, som blev fordelt i alle 5 eskadroner. Den 24. december beordrede krigsministeriet, at der skulle oprettes en 6. eskadron, og dette skete i løbet af januar 1864 efter samme koncept som ved oprettelsen af 5. Det er klart at denne manøvre, hvor man i løbet af et par måneder erstattede ca. 1/3 af  en eskadrons rutinerede folk med mindre rutinerede gav en svækkelse, mens det var meningen, at regimentet skulle have været styrket. Man kunne måske have klaret det med de 5 eskadroner, men med den 6., blev det en klar forringelse. Hestene kunne jo heller ikke få den nødvendige tilridning, der måtte ske på en snedækket græs- og pløjemark. Trods de vanskelige forhold blev der arbejdet med god vilje og iver, og der blev således trods alt udrettet en del på den korte tid, der var til rådighed.

Hver eskadron bestod af:
                      3 vagtmestre
                      2 korporaler
                      ca. 120 underkorporaler og menige
Hertil kom trompeterere, beslagsmede, sadelmagere og lignende.

Værre stod det til med forsyningen med overmundering. De fleste af de indkaldte havde dog både kappe og hjelm, men det var også stort set alt. Et par måneder efter krigsudbruddet, var der folk, der under kappen bar civile bukser, stukket i lange støvler, civil frakke eller islandsk trøje. Ryttersablen blev ikke sjældent ført i et stykke reb om livet. Manglerne blev dog efterhånden afhjulpet ved leveringer fra munderingsdepotet i København, men det gik langsomt – meget langsomt.

                      Kompagniet var ved Dannevirke i begyndelsen af februar måned, men påbegyndte så en tilbagetrækning den 5. – 6 februar. Denne gik op gennem Jylland via Vejle, Jelling og ved Vorbasse. Det var også her, de sidste dage af februar, at dragon Niels Kjeldsen fra Ullerup ved Give udkæmpede en heltemodig kamp i Blåkjær skov. En kamp, der kostede ham livet. Faderen hentede sønnens lig hjem, og han blev begravet på Give kirkegård. Der er skrevet en del om netop Niels Kjeldsen, eller Niels Ullerup, som han også kaldes, og han har også været mindet i byvåbnet fra Give med såvel hjelm som sabel. Hvert år den 28. februar er der fortsat kransenedlæggelse med deltagelse af dragonerne. For et par år siden satte Giveegnens museum et stort teaterstykke op om netop denne episode, et teaterstykke, der var en fantastisk oplevelse og en stor succes.

                      Regimentet fortsatte tilbagetrækningen mod Skanderborg, men der kom hurtigt rygter om, at fjenden med omkring 30.000 mand, og generalen besluttede derfor, at hovedstyrken skulle føres over til Mors, mens et udskilt Østre Strejfkorps skulle gå over Århus og Randers for at lokke fjenden den vej. Folkene marcherede i løbet af den 12. og 13. marts over Silkeborg og videre til Skive via Viborg. Man ville påbegynde overførslen til Mors den 14., men en kraftig orkan forhindrede dette, og først den 16. og 17. marts kunne divisionen føres over, og om morgenen den 18. kom de sidste styrker af 5. dragonregiment til Mors. De næste uger blev brugt på at udbedre de materielle skader samt at iklæde det fremmødte erstatningsmandskab og gøre dem beredent. Kronprins Frederik, den senere Kong Frederik den 8., havde fulgt 4. division siden den 10. marts, og havde inden krigen gennemgået kavalleriets eksercer- og kommandoskole ved 2. dragonregiment i Næstved. Kongen aflagde besøg hos tropperne på Mors den 28. marts, hvor han blev modtaget med begejstring af såvel tropper som befolkning. Han havde siden tronbestigelsen været rytteriet chef og kendte derfor nøje størsteparten af 4. divisions befalingspersonale og mandskab.

                      I slutningen af marts måned stod fjendens styrker i trekantområdet Vejle - Fredericia - Kolding med ca. 3000 preussere ved Vejle – Fredericia og ca. 20.000 østrigere foran Fredericia og i Koldingegnen, og derfor blev 4. Division på Mors beordret til at nærme sig den fjendtlige styrke. Den 3. april startede fremrykningen, heriblandt med 5. dragonregiment. Generalerne var fuldt ud klar over, at hovedslaget var ved Dybbøl, og man enedes om det forslag, at man skulle gå langt vest om de fjendtlige østrigere, som ikke var særlig aktive, og videre ned i Sønderjylland, så man kunne falde preusserne i ryggen, og det var en plan, der i sin dristighed måtte tiltale enhver rytter, men de danske styrker på Als skulle naturligvis være bekendt med planen. Generalen sendte derfor sin souschef af sted mod Als, hvortil han ankom den 18. april om natten; samme dag var Dybbøl faldet, og dermed måtte planen opgives.

                      De danske styrker måtte igen trække sig tilbage, og denne gang gik det mod Oddesund – Glyngøre for 1. kavalleribrigade, mens 2 kavalleribrigade gik mod Aggersund – Aalborg. Dette betød, at 5. dragonregiment den 25. april kunne færges over ved Oddesund. Man havde til dette kun 2 bunkeåres færgepramme (en pram med store årer, der drives af 3 – 6 mand), og der kunne højst være en halv snes heste ad gangen, og da afstanden er betydelig, 1½ - 2 km, gik det langsomt, så først ved 22 - tiden var man ovre. Den 4. eskadron, der havde udgjort vestre strejfkorps lod overførslen ske om natten den 25.  26. april, og for at det kunne ske hurtigt, da man ventede fjenden hvert øjeblik, lod man al mandskab, sadeltøj, våben m.v. bringe om bord, men hestene svømmede over mens de respektive ryttere holdt i dem via feltgrimerne.

                      Der blev sluttet en våbenhvile på 4 uger, som dog forlængedes, så den blev gående fra 12. maj til 26. juni. . I denne periode forblev 5. dragonregiment , idet dog 4. eskadron fortsat lå i kvarter på Thyholm. Kort efter våbenhvilens ophør – den 29. juni – havde fjenden erobret Als, det sidste af Sønderjylland, og hele hæren skulle nu sættes ind på at forsvare Nørrejylland. En følge heraf blev, at 5. dragonregiment i begyndelsen af juli blev sejlet fra Mors til Thy ved Feggesund, hvorefter de marcherede til Frederikshavn, hvor de blev indskibet og sejlet til Nyborg. Regimentet fik til opgave at bevogte kysten omkring Båring Vig. Den 20. juli blev der sluttet endnu en våbenhvile, som varede til den 31. i samme måned, og den 2. august blev der sluttet våbenstilstand. Midt i måneden til Kerteminde, hvor man var i kantonnement, og i begyndelsen af november blev de 2 nyoprettede 5. og 6. eskadron igen nedlagt, en del ældre mandskab sendt hjem, og det resterende mandskab fordelt på de oprindelige 4 eskadroner. Efter den ulykkelige fredsaftale i begyndelsen af december i Wien, gik regimentet til Nyborg, hvorfra man med damper blev sejlet til Aalborg og blev indkvarteret en enkelt nat, hvorefter det gik mod Randers. Her ankom man den 5. december.

1865 - 1871
                    
Regimentets uniformering og bevæbning har til forskellige tider været således:

Kilde:
Historisk beretning om 5te Dragonregiment af Oberst E.V.Busky-Neergaard
(Udgivet i anledning af regimentets 200 – årige beståen)

Skrevet af Lene Astrup, sidste redigeret 14. januar 2008

S