Familiens ”sorte” fåreflok.

Af Jørn Christiansen.

 Et af overraskelses momenterne ved slægtsforskning er, at man ikke aner hvad der gemmer sig bag det næste fund/slægtsled. En arkivar på et lokalarkiv fortalte mig, at hendes bedstefar engang i fyrrerne pludselig til alles forundring indstillede sin slægtsforskning. Hun fandt senere ud af, at det var fordi han havde fundet et uægte barn i slægten. Hvis alle slægtsforskere havde samme indstilling som ham, ville al slægtsforskning stoppe.

I min slægtsforskning har jeg fundet flere uægte børn, men jeg har også fundet flere mere eller mindre kriminelle elementer, de fleste heldigvis ”kun” søskende til mine aner. Se artiklen om uægte børn.

Hvis man fik et uægteskabeligt barn, som er den rette betegnelse, eller havde førægteskabeligt sex (leiermaal) kunne man risikere at skulle stille til public absolvering, dvs. skrifte offentligt foran menigheden i kirken om søndagen. I Kippinge kirkebog kan man læse i 1762 Dom 3. p: Epiph: (23. januar) Blev public absolveret for leiermaal Peder Larsen af Klinte Möllen. Den næste indførsel i kirkebogen er 1763 Dom: 14. post Trinit (4. september) blev public absolveret Birthe Larsd: i Klinte Möllen for begangen leiermaal, udlagt til barnefader Andreas Volf en Slagter Svend fra Kiöbenhafn.
De to fra Klinte Møllen er halvsøskende til min 5 x tipoldemor Karen Laursdatter (Larsdatter).

 Jeg har tidligere skrevet om min 2 x tipoldemors bror Fritz Martinsen, som i midten af 1800 tallet var indblandet i en falskmøntner sag, den såkaldte Speciesag, på Lolland.

 Min 5 x tipoldemor Maren Hansdatters lillebror Christen Hansen Stub var ikke en af Vorherres bedste børn, han blev født i Vålse i 1694, og ved skiftet efter sin far er han betegnet som Rytterbonde. Den 20. juni 1721 bliver han fæstegårdmand i gård nr. 8, han overtager fæstet mod at gifte sig med forgængerens enke.

Holger Hjelholt beskriver i Falsters historie, bd. 2, s. 477, med kildeoplysninger fra: Rytterdistrikternes kongelige resolutioner 8/10 1728, nr. 120, hvorledes Christen Hansen Stub førte sig frem:

Skov- og Jagtsessionen på Falster Rytterdistrikt skrev herom i Sommeren 1728, at Sognet frem for alle andre "hverken agter trusler eller formaninger og undertiden er færdige at prygle Skovbetjentene, ja, iblandt Vålse Bønder er dem, som er Hovedmænd, der kujonerer de andre så, at om de ville være gode og skikkelige Bønder, tør de ikke for disse Oprørere". En "eksemplarisk skælm 1" var saaledes Christen Stub, der grovelig havde forset sig med Skovtyveri, og som Sessionen derfor dømte 3 Aar at gaa i Kastellet, ligesindede til Afsky. Han bliver ogsaa karakteriseret som "opsætsig i alt, hvad han skal forrette, holder kongelige skatter tilbage, er en Tyv og et Skarn, det hele Sognet klager over, og der er ingen, der tør tale til ham, thi de er bange for ham og hans Familie, at de ikke enten omkommer dem eller stikker Ild på dem". Kongen eftergav dog både Christen Stub og de andre skovforbrydere deres straffe "af besynderlig Naade, dog uden nogen Følge eller Konsekvens for andre".

I 1762 overlader Christen fæstegården til sin søn pga. sygdom, og han får så hus nr. 10 i fæste. Ved folketællingen i 1787 betegnes Christen som vanfør og han dør to år efter.

 Jeg har mange aner fra Vålse, en anden, næsten samtidig med Christen, er min 7 x tipoldefar præsten Christian Kneutel. Hr. Christian, som han blev kaldt, var en stridbar herre.

I Den Falsterske Geistligheds Personalhistorie fra 1854, beskrives han således:

Han omtales første gang i den gejstlige Retsprotokol 19. Maj 1696, da Hr. Andreas Schumacher, Forvalter paa Vordingborg slot, stævnede ham for en Provsteret i anledning af et uartigt Brev, Hr. Kneutel havde tilskrevet ham, men hvorfor han nu bad om forladelse.

Samme aar fik han Eftermanden, Hr. Thomas Rostorph til Medtjener, og 22. april 1697 indførtes den mellem dem oprettede Forening i Retsprotokollen. Hr. Kneutel skulle, foruden Kost og Kammer, give ham 15 Sletdaler om Aaret og indrømme ham Offer af de 3 store Højtider. Hr. Rostorph lover efter Hr. Kneutels Død at indløse Præstegaarden med 500 Sletdaler til Arvingerne og føjer da til: " Saa længe jeg skal blive her efter Guds Villie i Hr. Kristians levende Live, vil jeg ikke med Nogen indgaa Ægteskab, og efter hans Død, naar jeg da vil gifte mig, ej gaa hans Hus forbi med Giftermaal".

Der indtraadte imidlertid snart et saadant Misforhold imellem de 2 Præster, at det ikke lod sig vente, at hint Løfte var bleven holdt. Hr. Rostorph vilde ikke længere være i Hr. Kneutels hus, og bragte 18. oktober 1699 deres tvistigheder for en provsteret, hvor de bleve saaledes forligte, at Hr. Rostorph skulle forlade præstegaarden, og af Hr. Kneutel nyde 50 Sletdaler til nødtørftig underhold, samt 30 Sletddaler i løn foruden Offeret.

Der høres nu intet til dem før 15. august 1704, da Provsteretten paany maatte mægle. Søndagen 3. august havde Hr. Kneutel for alteret i Kirken begyndt klammeri med Hr. Rostorph om det faldne Offer, og tilsidst tiltalt ham saaledes: " Lich sossen, du Hundsfot! 2", hvorpaa Hr. Rostorph svarede: "Det er min høflighed, Hr. Kristian, at jeg ikke paa dette Sted svarer til Sligt". Men da lidt efter Hr. Kneutel fra Korsdøren talede til menigheden om nogle stolestader, afbrød Hr. Rostorph ham med de ord:
"Det er Eder vel bevidst, at jeg har Hans Majestæts allernaadigste Brev" (Til denne ytring havde Hr. Rostorph formel ret, thi han var i sit Kaldsbrev udnævnt til "Sognepræst i Vaalse efter Hr. Kneutel der har resigneret Ham embedet" - en form der oftere findes brugt, hvor dog den resignerede Sognepræst har fungeret til sin Død.) hvortil Hr. Kneutel kort og godt svarede: " Psui, holt Din Mund!" - Paa Kirkegaarden overfusede atter Hr. Kneutel sin Kapellan med Skældsord, og at det ikke kom til Haandgribeligheder, afværgedes af hans Søn Falentin. Degnen Hans Thurah forklarede, at Kapellanen for Alteret havde sagt til Præsten, at der havde han intet mere at bestille, hvorefter denne i Vaabenhuset havde forbandet sig paa, "at hvis Alle, der fortjente det, skulle kagstryges, da skulle han kagstryges med, som stod for Alteret, at Hr. Thomas havde sneget og løjet sig ind i menigheden m. m." – Sagen blev forligt og - Hr. Rostorph holdt sit Løfte. Dvs. han giftede sig med enken, da Hr. Christian døde i 1707.

  At en ung præst måtte gifte sig med en præsteenke, for at få embedet var mere reglen end undtagelsen. Christian Kneutels kones bedstefar, min 9 x tipoldefar Rasmus Rosenquist, havde også været præst i Vålse, og da han døde fik enken, min 9 x tipoldemor Kirsten Hansdatter, et kedeligt prædikat hæftet på sig, eftermanden anklagede hende for hor. Den nye præst har muligvis forsøgt at undgå, at skulle gifte sig med enken, men det har jeg ikke fundet bevis på, og de blev efterfølgende gift. Episoden står omtalt i ovennævnte bog Den Falsterske Geistligheds Personalhistorie, og jeg har også fundet den omtalt i Biskop Hans Mikkelsens dagbøger 1626 – 1641 ved Anne Riising og Mogens Seidelin. Biskoppen var hjemmehørende i Odense, og han var i 1640 på visitats på Lolland-Falster, som dengang hørte under Fyens Stift:

9. juni 1640
Jeg visiterede Birket kirke; børnene var talrige og adskillige godt underviste. Degnen anklagedes for forsømmelighed og drukkenskab; hans substitut passede embedet ifølge præsten hr. Kjelds vidnesbyrd.
Her var også til stede hr. Hans i Tågerup, som viste mig udsagn mod præsten i Vålse, som beskylder den afdøde hr. Rasmus’ enke for hor.

11. juni 1640
Jeg visiterede Nakskov skole. Høreren Niels Sørensen anklagedes for forsømmelighed; han blev dadlet og lovede forbedring. Efter middag fulgte jeg med ligfærden for Henrik Stolhovius, borger i Nakskov. Der blev truffet beslutning om fordeling af de penge, der var samlet ved musik, og som skulle deles i tre lige dele, hvoraf den ene skulle tilfalde rektoren, den anden hørerne, den tredje disciplene. Hvad der derudover gives disciplene, når de synger ved begravelser uden for byen, må de selv beholde. Om aftensang på søn- og festdage besluttedes det således, at præst, kapellan, rektor og hører holder prædiken efter tur. Hr. Laurits i Ønslev på Falster forklarede mig grunden til den proces, som hans stedsøn hr. Christoffer i Vålse var truet med. Jeg sendte ham tilbage til enken Kirstens venner. Men disse (hun) og vennerne krævede en endelig dom.

13. juni 1640
Atter opsøgte hr. Laurits i Ønslev mig; han arbejdede ivrigt på et forlig, men enken Kirsten og hendes venner, som i går aftes havde betroet sig til mig, forlangte en endelig dom (Der er ikke noteret noget om dette den 12. juni.) (Note: JC). Mag. Peder Bredal og hr. Knud i Nebbelunde bad om, at Christen Andersen måtte blive ordineret. Jeg beordrede, at han skulle prædike i Østofte den 1. marts. Grev Valdemar kom hertil (Rødby) kort efter middag for at sejle til Holsten med sit følge. Jeg visiterede Ryde (Rødby) kirke. Jeg var alene til frokost med præsten hr. Jacob. Jeg drog bort for at overnatte i Ryde hos hr. Axel.

17. juni 1640
Dér (Maribo) ordinerede jeg Christen Andersen, kaldet til hr. Knuds kapellan. Præsten i Vålse blev forsonet med forgængerens enke.

Der er intet i dagbogen om at Biskoppen visiterede i Vålse dette år; men hans efterfølger i embedet Biskop Laurids Jacobsen skriver, på en visitationsrejse til Falster i 1653, i sin dagbog :
"Den 18 Junii haffde ieg Præsterne i Nørreherredt forsamlede i Herredtz Kirchen, huor ieg forligte H. Christoffer paa Waals oc hans Hustro, som leffuede ilde."
Min stakkels 9x tipoldemor har ikke haft det let.

 Blandt mine aner er også en præsteslægt i Jylland, og de var heller ikke alle guds bedste børn.

Min 8 x tipoldemor Mette Thomasdatter Lyngaas bror, Niels Ferslev Thomasen Lyngaa, var præst i Skorup ved Århus, og han havde lovet at gifte sig med den forrige præsts enke. Kancelliet (Kongen) skriver den 16. april 1636 til Rigsråd Christen Holck: Endelig fremsendes fra en Præsteenke Jehan Hansdatter i Skorup en Suplikation, i hvilken Præsten sammesteds for det første beskyldes for næstforleden Langfredag at have ladet sig finde i Letfældighed med et Kvindfolk, hvilket skal kunne bevises med Christen Frandsen, Christend Eskildsen og Karen Lauersdatter, med videre, som han kan se af Suplikationen, for det andet for at forsømme Katekismens og Børnelærdommens Prædiken, for det tredje for ikke at holde Bededag efter Forordningen. Da alt dette i sig selv er ganske ukristeligt og bør straffes, skal Christen Holck tiltale ham derfor og forfølge ham ved Retten og med Flid søge at få Vidner og Dokumenter i Sagen, for at en saadan Ukristelighed kan blive tilbørlig straffet.

En måned senere den 19. maj 1637 skriver kancelliet til biskoppen i Århus: Det berettes at Hr. Niels Thomasen Sognepræst til Skorup, har givet Præsteenken sammesteds Brev paa Giftermaal, før han blev kaldet, og at han af Adressaten er blevet tilholdt at forlange samme Brev tilbage, hvorefter det i Adressatens Nærværelse skal være kasseret. Dette skal være sket paa en Langfredag i et Lag paa et Hestekøb, hvor der blev drukket meget Brændevin og Øl. Præsten skal være kommet hjem derfra med et ledigt Kvindfolk, have ligget sammen med hende, dog paa sin Seng, og have haft sin Haand om hendes Liv, da hun stod foran Sengen. Hun blev hos ham til om Morgenen og gik først fra ham, efterat hun havde krævet Øl til ham hos Præsteenken. Adressaten skal undersøge dette og hvad der ellers berettes om hans andre gejstlige Forhold og indsende udførlig Erklæring derom til Kancelliet.

Man har åbenbart helt opgivet at få ham til at gifte sig med præsteenken, for der afgår samme dag en skrivelse til Biskoppen og Christen Holck, om at de skal tildele hende i hendes Enkesæde en rimelig aarlig Pension, som hun kan leve af.

Jeg ved ikke hvilken straf Niels Thomasen blev tildelt, men han beholdt embedet til sin død i december 1660. I Wibergs præstehistorie er han omtalt således: en god Mand og stor Landmand; Præstegaarden brændte 2 gange (den ene Gang tillige Kirken); blev 2 gange plyndret af Fjentlige; paa Pulpituret findes et Malerie, forestillende det indre af Kirken, hvor Kalken staaer  paa Alteret og Luerne staae op om den, allernederst staaer: ”To gange gik han ud for Brand. To gange for hans Fjender. – Dog gav Gud den prøved Mand Velsignels før hans Ende”

 Peder Christian Lyngbye var barnebarn af min 7 x tipoldefar Thomas Nielsen Lyngbye og fætter til min 5 x tipoldefar Brændevinsbrænder Franz Nicolai Leth. Peder Christian Lyngbye er omtalt i Dr. O. Nielsens bog Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse fra 1892:

I November 1717 kom Studiosus P. C. Lyngby, en Præstesøn fra Jylland, i Mørkningen tilhest ind ad Nørreport og holdt paa Nørregade udenfor en Vintapper, hos hvem han i en halv Times Tid drak ½ Potteglas Vin og red derpaa ind i Skidenstræde, hvor han stødte imod 2 Konstabler, af hvilke den ene blev vred og spurgte, om Gaden ikke var bred nok. Lyngby gav ham derpaa nogle Slag af Ridepisken, og da han saa greb Hesten i Tøjlen, skød Lyngby en Pistol af, der ramte ham, saa han døde paa Stedet. Lyngby red derpaa i rask Galop ad Købmagergade til Amagertorv med Pistolen i Haanden og flygtede ud af Byen. Han havde om Dagen været i Tueborg og der fortalt, at han var bleven overfaldet af to Soldater, og hvis hans Pistoler havde været ladte, havde han skudt deres Ben i Stykker.

Sagen er også omtalt i Sdr. Djurs Gejstlige Skifteprotokol.

 Der er også adelige aner i min familie, men de er heller ikke alle noget at prale med.

Min 10 x tipoldefar Hans Mikkelsen Mule var storkøbmand i Odense, og en af de mest velhavende i byen. Hans tipoldefar, som også hed Hans Mule var blevet adlet i Kalmar den 18. august 1444 af kong Christopher af Bayern. Hans Mule var den ene gang efter den anden indblandet i stridigheder og regulært håndgemæng med alt og alle.

I 1561 dræbte han en borger i Odense, og den 26. maj 1561 skriver Kancelliet (kongen): Til Borgemestre og Raad i Otthensee. Da Hans Mulis Slægt og Venner have berettet, at han er kommet for Skade at ihjelslaa en Borger i Otthensee og nu forfølges med Sandemænd for Bytinget, skønt hans Forfædre have faaet Adelsfrihed af Kong Christopher, befales det dem ikke at tilstede nogen Forfølgning der, men at henvise Sagen til Kongen og Rigsraadet.

Hans Mule betaler sig fra straffen, som ellers ville være døden.

Kancelliet skriver den 2. juli 1561: Aabent Brev, hvorved Kongen eftergiver Hans Mule, Borger i Otthensee, der har slaaet Mogens Hanssen ihjel, den Bøde, han var falden i til Kronen derfor, da han har stillet den dødes Slægt og Venner tilfreds.

Han har åbenbart lovet enken penge, men undladt at betale hende, for den 23. juli 1561 skriver Kancelliet, denne gang til Lensmanden: Til Eschild Gøie. Da Mette Povelsdatter, Mogens Hanssens Enke, Borgerske i Otthensee, har klaget over at Hans Mule, Borger smstds., der ihjelslog hendes mand, ikke har stillet hende og hendes Børn tilfreds for dette Drab, skønt han har berettet saaledes for Kongen, og at ”der sker hende et Hovmod efter det andet over den Skade, hun fanget haver”, skal Eschild Gøie befale Hans Mule straks at stille Mette Povelsdatter og hendes Børn tilfreds, saa Kongen kan blive fri for mere Overløb3 i den Sag; saafremt der kommer videre Klage, vil Sagen paany blive taget for og forfulgt med Retten.

En af grundene til at Kongen gav ham så lang snor var muligvis at Hans Mule købte en masse okser af kongen.

På et senere tidspunkt, i 1584, slog en af Hans Mules ansatte en mand ihjel, men her var der ingen pardon, han mistede knoppen på Torvet i Odense.

Seks år senere den 21. maj 1567 skriver kancelliet: Til Erich Bilde og Borgemestre og Byfoged i Otthense. Da Hans Mule, Borger i Otthense, viser sig modvillig baade med at udgive Told og i andre Maader og oven i Købet gør andre Undersaatter uvillige, skulle de straks tage nøjagtig Borgen4 af ham paa, at han vil møde i Købnehafn førstkommende St. Hans Dag Midsommer og staa til Rette.

Det overholder han, for den 1. juli går der igen brev til Erich Bilde, at han skal, frigive Hans Mule for den Borgen, han har ham i.

Han kunne ikke holde sig i skindet, den 8. juni 1569 udgår der til Lensmanden: Befaling til Erick Rosenkrantz straks at lade Hans Mule, Borger i Othense, gribe og under sikker Bevogtning sende til Kiøbnehafns Slot, da Eyler Bryske, Hofsinde5, har klaget over, at Hans Mule uden al redelig Aarsag har overfaldet og saaret ham med en Daggert.

Hans Mule ville nu ikke lade sig gribe, og den 6. september skriver kancelliet: Lejde, gældende fra 6. sept. Til Paaske, for Hans Mule, der er rømt af Landet for den Vaade, han gjorde Eyler Bryske, Hofsinde, og ikke har kunnet opnaa Forlig af denne, til at komme tilbage til Landet for at faa Sagen bilagt og i modsat Fald vende tilbage igen.

Der står ikke mere om sagen senere, så de har nok opnået forlig, men fejden blev ikke glemt. 20 år efter den 21. april 1589 skriver Kancelliet til Lensmand Axel Brahe at Hans Mulle, Borger i Odense, har klaget over, at Karl Bryske Søndagen den 6. April ved Klokken 9 om natten, da Hans Mulle laa i sin Seng og ingen Fare ventede sig, er kommen til hans Dør med sine Folk, og da de ikke kunde komme ind, have de slaaet 54 Vinduer ud og slaaet Vindueskarmene ned, saalangt de kunde naa med Spyd og Værge; da de ikke kunde naa længere, have de kastet Stene ind i Huset, slaaet ham selv, da han laa paa sin Seng, saar og blodig paa den ene Arm. Det beskrives hvordan husgeråd er blevet smadret, og det fremgår, at Karl Bryske, som var en bror til ovennævnte Eyler Bryske, havde været til et stort bryllup og selskabet havde været vel beskænket med Drik. Til sidst befales det ham (Lensmanden) at tiltale Karl Bryske paa det strengeste med Lov og Ret.

Den gode Hans Mule var ikke nem at styre, den 9. maj 1570 skriver kancelliet: Til Erich Rossenkrandtz og Erich Rudt. Da der er Trætte mellem Christopher Seurenssen, Borgemester i Otthensee, og Hans Mule, Borger smstds., og sidstnævnte bruger mange Ukvemsord mod førstnævnte, skulle de med det første mødes i Otthense, stævne begge Parter for sig og dømme dem imellem; Erich Rossenkrandtz skal straks tage nøjagtig Loven og Vissen6 af dem paa, at de i ingen Maade ville forgribe sig paa hinanden.

I mange år herefter er der intet i Kancelliets breve om Hans Mule stridigheder, men kun om hans store handler med okser. Andre kilder skriver dog om hans stridbare gemyt og endelig er der den 9. september 1585 en skrivelse til Lensmanden om en strid, Til Axel Brahe. Da Hans Mule, Borger i Otthense, har opført sig meget utilbørligt og undsagt Borgemester Mogens Henrichssen, skal Axel Brahe straks enten tage nøjagtig Borgen af Hans Mule for, at han vil være Mogens Henrichssen aldeles ubevaret7, retslig Tiltale til denne dog forbeholden, og paa Kongens Vegne beskytte Mogens Henrichssen mod Overlast eller sætte Hans Mule i god Forvaring paa Otthensegaard, indtil han vil og kan stille saadan nøjagtig Borgen.

Det var blandt andet en strid om en have, der bragte Hans Mule og Borgmester Mogens Henrichsen Rosenvinge på kollisionskurs. Der var en del prestige ved haverne i Odense, og Hans Mule havde aftalt med en haveejer, at han kunne overtage en have når den pågældende døde. Da manden døde gik Hans Mule op på rådhuset og erklærede, at nu var haven hans, men han fik besked om, at de netop havde overdraget haven til borgmesteren. Denne sag gik virkelig op i en spids, som er svær at forstå. Hans Mule svinede i den grad Mogens Henrichsen Rosenvinge til i mange vidners påhør, at det var utroligt, at han slap godt fra det. Mogens Henrichsen Rosenvinge er, ligesom Hans Mule, min 10 x tipoldefar, og deres børn gjorde deres til, at fædrenes strid blev bilagt, for to af Hans Mules sønner giftede sig med to af Mogens Henrichsen Rosenvinges døtre.

En anden af Hans Mules kampfæller var Oluf Bager en af de andre rige handelsmænd i byen, Svend Erik Sørensen skriver om dem i bogen Odense i 1000 år: Medens der findes flere sagn om Oluf Bager, findes der ingen om Hans Mule, og årsagen er ikke svær at finde. Hans Mule er Odenses største kværulant til alle tider, stædig og udholdende, egentlig en sand skurk. I en grad, så ethvert sagn og enhver opdigtet historie ville blegne over for virkelighedens Hans Mule, der imidlertid var så dygtig til at handle med fredelige og umælende stude, at han en overgang har været lige så rig som Oluf Bager.

Dengang kunne det godt betale sig at klage over skatten, kancelliet skriver den 1. marts 1568: Aabent Brev, at Hans Mule i Ottense, der har klaget over, at han sættes højere i Skat end nogen anden i Byen, herefter kun skal skatte næst den rigeste i Byen.

Det blev ikke nævnt, men den rige borger som Hans Mule skulle beskattes næst efter i 1568, var sandsynligvis Oluf Bager.

Dette er kun en lille del af det, der er skrevet om Hans Mule, Gustav Ludvig Wad bruger i sin bog, Fra Fyns Fortid, adskillige sider på at beskrive de fortrædeligheder Hans Mules omgivelser blev påført.

Redigeret den 18. juni 2010.