Min hidtil ukendte faster.
af Lene Astrup

Da jeg havde været i gang med slægtsforskning i et par år, dukkede et brudstykke af en erindring op. Jeg overhørte som barn min far komme med en bemærkning en gang, vi havde gæster, men sikkert ikke det hele. Min far udtalte, at det var lidt mærkeligt pludselig at få at vide, at men havde en halvsøskende, men at det da var bedre end få overraskelsen, når ens forældre døde. Hvordan snakken blandt de voksne havde drejet sig i den retning, aner jeg ikke, ejheller, hvad der gjorde, at jeg hørte netop den udtalelse.

Hvem af min fars forældre fik så et barn?
Min farfar, Christen Andersen Astrup, er født i Rybjerg sogn, men vokset op i Roslev, nabosognet midt i Salling. Jeg gik derfor i gang med at lede efter et barn, som han var far til, og jeg havde ingen ide om, hvorvidt det var en dreng eller en pige. Det var derfor slavearbejde at komme igennem ikke blot de 2 kirkebøger, men også nabosognene. Her var der heller ikke bid, og jeg følte ikke godt, jeg kunne gå alle Sallings kirkebøger igennem, når jeg trods alt havde så lidt at gå efter - kendte ikke barnets køn eller cirka-tidspunkt for fødslen..

I 2008, fik jeg så den tanke, at det jo også kunne have været min farmor, der havde fået et barn uden for ægteskabet. Tanken opstod, da jeg sad og kikkede i kopi af  hendes skudsmålsbog. (Bogen er på lokalarkivet på Fur). 

Her kunne jeg se, at hun havde opholdt sig godt 2 år i Aalborg - måske for at få uddannelsen til skrædder - og det var jo rigelig tid til at få et barn. At jeg ikke tidligere havde tænkt på hende som en mulighed, er nok fordi min erindring om hende er en meget bestemt og statelig kvinde. Hun døde, da jeg var 7 år gammel.

Jeg havde dog ikke mod på at gå Aalborgs kirkebøger igennem, og slog mig til tåls med, at jeg så aldrig ville få opklaret, om det var rigtigt, at min far havde en halvsøskende. Det kunne jo også være, at min erindring var forkert.

Begyndelse på en opklaring
Sidst i  juli 2009 besøgte jeg så min faster på 88 år, som er en meget åndsfrisk og rørig dame, der er meget interesseret i min slægtsforskning, og som virkelig læser (studerer) det, jeg giver hende, og giver mig rettelser og tilføjelser. Hun har ligeledes været leverandør til en hel del billeder fra familien.
Knap var jeg bænket i sofaen, før hun ganske umotiveret siger: "Der er jo også en halvsøster"! Min reaktion var spontan glæde, for så havde jeg haft fat i det rigtige. Desværre kunne hun ikke huske noget om hende, end ikke navnet, men sagde, at hun da havde mødt hende en gang, hvor hun havde besøgt dem en hel dag. Hun ville gerne vide noget mere om hende, hvis hun da levede endnu, for hun var ældre end såvel min faster som min far, der var født i 1919. Det er Christen, der har fået en datter.

Straks jeg var kommet hjem, ringede jeg til min fars fætter, der var tæt på 90 år, men frisk. Han var kommet meget i hjemmet hos min farfar og farmor og havde været meget sammen med min far, de var jævnaldrende - født med bare 1 måneds mellemrum, og i øvrigt med samme navn, navngivet efter traditionerne. Han kendte imidlertid ikke noget til denne datter, havde aldrig hørt om hende, men mente, det var en skam, at hans ældre søster var død, for hun ville bestemt have vidst det. Det hjalp jo ikke mig.
Nå, der var en mulighed mere, min fars kusine, som muligvis vidste noget, men hun er  født i 1943, mange år efter at denne pige var født, så det kunne jo være tvivlsomt. Hun har dog fra sin far fået en utrolig stor viden om familien. Hun anede intet og var lamslået!
Nu var der ikke flere fætre eller kusiner at spørge, men jeg kontaktede min 2 år ældre søster, for at høre, om hun vidste noget. Hun havde en uklar erindring om en "dame", der havde været på besøg en aften efter vi var kommet i seng. Hun var kommet ind i soveværelset sammen med mor og far, og lyset var blevet tændt, så hun kunne se os. Det har været før februar 1954, for da flyttede vi og fik børneværelse.

Hvem er så vores ukendte faster?
Hvad i alverden gør man, når man ikke aner, hvad moderen hedder, og heller ikke barnet, for slet ikke at tænke på, hvor barnet kunne være født!.
En dag  under arkivbesøg i Viborg spørger jeg så arkivaren, nærmest blot for at blive bekræftet i, at mulighederne er udtømte:
"Har man nogen mulighed overhovedet for at finde et barn født uden for ægteskab, når man ikke har navn på hverken mor eller barn?" 
"Ja", var svaret. Og det kom som en overraskelse! Hvis der var en faderskabssag, ville det stå i protokollen  over alimentationssager. Der ville i så tilfælde stå moderens navn mod Christen Astrup

Hvilke år kunne der være tale om? Ja, min farfar er født april 1895, så barnet ville nok ikke være født før 1914. Han var blevet gift i november 1918, og barnet havde formentlig ikke været født senere end ½ år efter vielsen, altså 1919. Bøgerne for årene 1914 - 1919 blev så bestilt, og så var det bare med at gå i gang! I april 1915 dukkede hans navn så op:
Jensine Herlufsen mod Christen Andersen Astrup. Barnet var født i Selde november 1914. Sådan! Mon jeg var ellevild?
Desværre blev det ikke til mere den dag, for vi havde aftalt besøg hos en granonkel.

Fra Paternitetsprotokollen for 1915

I Selde kirkebog fandt jeg hende, Carla Andrea, ganske rigtigt født og døbt, men ikke en stavelse om faderen. Da moderen imidlertid havde opholdt sig i Junget på 10 månedersdagen, kikkede jeg også i denne kirkebog, og her var han da nævnt. Moderen var født i 1891, altså 22 år gammel, Christen var født 1895, altså 19 år.
Nu var det bare med at finde oplysninger om Carla, så jeg kunne se, hvor hun var blevet af i Danmark.
Carlas konfirmation fandt jeg i Selde, og ligeledes senere hendes vielse. Ved vielsen i 1938 var det brudgommens fader og en Mette Jensen, der var forlovere - intet nævnt om moderen. Var Mette en søster eller svigerinde til Jensine? Var Jensine mon død? Hun ses i det mindste ikke mere i Selde kirkebog. Carla var måske vokset op hos sine morforældre, der havde en stor børneflok og deres yngste var født i juni 1913, så det var vel ikke usandsynligt. (De fik nu senere en pige i juni 1915).

Ved vielsen var Carla husassistent på Mariager Bymark, hvor i øvrigt hendes kommende mand også boede, så det var vel sandsynligt, at de flyttede dertil. Desværre er kirkebøgerne for sognet ikke lagt på nettet længere frem end til 1921, så det måtte blive et nyt arkivbesøg, og allerede dagen efter kørte vi igen til Viborg for at lede efter eventuelle fætre og kusiner.
I januar 1939 fik Carla og hendes mand Evald Harry (kaldet Harry, har jeg senere fået oplyst) en søn, Bent, og blandt fadderne var Mette Jensen fra Selde; hun var gudmor. Året efter - i juni - fik de endnu en søn, Tommy, men så var der heller ikke flere spor af familien i kirkebøger fra Mariager. Ikke flere børn, hverken piger eller drenge, og de 2 drenge heller ikke konfirmeret.

Hvor forsvandt de hen?
Hvilke muligheder var der for at finde familien??
Jeg kontaktede først en slægtsforsker i Selde, en dame på over 90 år, for hun ved utrolig meget om Selde, men nej, hun kendte hende ikke. Nok fordi Esther som hun hedder, først var kommet til byen efter, at Carla var flyttet. Men hendes mand kunne da fortælle, at han havde gået i klasse med hende hele skoletiden. Det hjalp bare ikke.
Jeg skrev den 9. august et brev til Mariager Fjord kommunes Borgerservice med de oplysninger, jeg havde, og bad om oplysninger om, hvor familien var flyttet hen, så måtte jeg se, hvad det kunne give.
Jeg fandt også ud af, at der var en slægtsbog om familien Herlufsen fra Selde, og den bestilte jeg på biblioteket. Søgning på Google på Carla Herlufsen (Herlufsen er jo ikke så almindeligt et navn), gav et enkelt fund: En hjemmeside, hvor hun var nævnt, men gift med en Harry, og med en søn Frank, der var født i 1953. Andre oplysninger var der ikke, men jeg sendte mail til hjemmesidens ejer, det kunne jo være, at han havde andre uddybende oplysninger.
Allerede samme aften fik jeg svar fra ham med de oplysninger, han har om Harry og Carla samt Frank, hans kone og 2 børn. Frank skulle være født i Randrup, Vestervig sogn, men han er ikke fundet i kirkebogen der. Der er altså også et Randrup i Randers Amt, fandt jeg ud af, så det er vist mere sandsynligt, selv om jeg ikke har fundet ham.

Franks kone har et usædvanligt mellemnavn, og ved en søgning, som min nye slægtsforskerven foretog, på hende og sønnen, kommer hun med en adresse på Facebook (det var nu ikke hende, men en navnesøster), sønnen med telefonnummer. Jeg kontakter sønnen, som bliver lidt paf, men han er helt sikker på, at forældrene gerne vil vide mere om det, så jeg får et par telefonnumre. Jeg får også at vide, ar Carla er død for nogle år siden, og Harry "for mange år siden" Efter denne samtale, forsøger jeg at få fat på Frank på fastnettelefonen, men der er ingen, der svarer. På mobilen får jeg en lille pige, så det var en kikser. Heldigvis ringer Frank i løbet af mindre end 1 time, og vi får en længere snak. Han vil tale med brødrene (der har været 5, de 2 er døde, bl.a. Tommy, som jeg jo havde fundet i Mariager kirkebog), men han er meget interesseret i kontakt og et møde. Nu er det så bare at vente.

Nogle dage senere henter jeg slægtsbogen om familien Herlufsen på biblioteket, men Carla er end ikke nævnt heri. Jensine har åbenbart lukket hende ude af sit liv. Bogen er fra 1968, og da levede hun endnu i Esbjerg. Men ellers var der så ikke noget at blive klogere af i den bog.
Der går nu yderligere en uge, uden jeg hører noget fra Randerskanten, men det er jo også svært lige at få sådan en familie stukket i hovedet. Jeg skriver derfor et brev til Frank med mange flere oplysninger og også nogle få foto af Carlas far, min farfar.
Der er stadig ikke svar fra Marigerfjord kommune, og dagen efter tager vi på ferie i næsten 4 uger.

Den første kontakt
Dagen efter, den 20. august kommer posten, netop som vi er på vej på ferie (sommerhuset den første uge), og her er svaret fra Mariager. Jeg får oplyst, at både Carla og hendes mand samt Tommy er døde, og får Bents nuværende adresse, men ingen oplysninger om, hvor familien flyttede hen. Men nu har jeg jo også fået en spinkel kontakt til familien.
Et par dage før vi tager videre fra Falster til Østrig, ringer Bent. Han har lige haft besøg af Frank, som havde brevet med, og de 2 brødre var helt enige om, at vi skulle ses, hvis det var muligt. Bent og jeg havde en længere snak i telefonen, og jeg kunne bakke op om, at vi ville have en nærmere, personlig  kontakt. 
Aftalen bliver, at når vi endelig er hjemme igen, ringer jeg tilbage for at aftale et møde, men at Frank som den, der er aktiv på arbejdsmarkedet, kan sætte tidspunktet for det, og Bent vil så snakke med ham om det. Jeg føler, vi er på bølgelængde.

Første møde med de "nye" fætre
Onsdag den 21. oktober er dagen for det første personlige møde med nogle af Carlas børn. Frank og Bent vil med deres respektive koner komme på besøg her hos os. Min ældre søster, Inger og hendes mand kommer også.
Vi har meget at snakke om, og sammen ser vi på gamle og lidt nyere billeder, dels billeder de har med, og dels billeder hjemme fra far og mor. På nogle af de gamle fotos kan man godt ane et familieskab. Især ét billede af Carla vækker genklang hos både Inger og jeg. Carla er på det tidspunkt vel omkring 60 år, og ligner "faster" Johanne, som ikke er vores faster, men fars, og dermed også Carlas. Ligheden er slående!
Snakken går hele eftermiddagen, og pludselig er det aften. Den slags dage går alt for hurtigt, og vi var enige om, et der ikke på noget tidspunkt "var gået en engel gennem stuen".
Vi er også enige om, at vi vil holde kontakten ved lige også fremover, og de følgende dage er der da også kontakt via mail.

Brudstykker af Carlas liv
Ved dette første møde fik jeg mange oplysninger om Carla og hendes liv. Hun voksede op hos den Mette Jensen, jeg stødte på som forlover ved vielsen. Mette havde været gift med Christen, der var 24 år ældre end hun og døde i 1934. Ester, min slægtsforskerbekendt fra Selde, havde fortalt, at hun var i pleje der i familien sammen med et par piger mere. Nu fik jeg lidt om baggrunden fortalt.
Da Carlas mor, Jensine blev gravid og kom hjem til forældrene, ville de ikke vide af hende, og hun boede så hos naboen Christen og Mette Jensen, hvor Carla også blev født. Carlas sønner kunne også fortælle, at Jensine og Christen (farfar) ville have haft hinanden, men at Jensines forældre modsatte sig dette. Jeg har indtil dato ikke fundet ud af, hvor Jensine blev af efter Carlas fødsel, men Bent og Frank fortalte, at hun rejste straks efter at Carla var født og ikke viste sig igen. Det var derfor helt naturligt, at Carla kom til at betragte Mette som sin mor og de 2 plejesøstre som sine søstre, men det må nu have været mærkeligt at vokse op i en plejefamilie - nabo til sine morforældre. Mette var da også gudmor, da den første af Carlas børn blev født.
Carla fik 5 drenge og 2 piger, men de 2 af sønnerne døde af henholdsvis muskelsvind og kræft ret unge, kun 30 og 35 år gamle. Carla selv døde i 2000, og da havde hun og manden, Harry, været skilt i en del år. Han døde i 1978.
Ved sin død boede Carla i Randers, tæt på børnene.

Afsluttende bemærkninger
Det besøg, min faster kan huske, at Carla havde aflagt hos Christen og hans familie har fundet sted før 1942, for da flyttede familien fra Fur og til Skive, og besøget havde været på Fur. Jeg vil skyde på, at det har været i 1930'erne, for min faster var "en stor pige", og hun er født i 1921.
Udover det besøg i mit hjem, som min ældre søster husker, har Carla besøgt min farfar, hendes far, flere gange i Skive, ligesom han også har besøgt hende i hendes hjem. Efter de oplysninger kan man jo så spørge sig selv, hvorfor kontakten ikke blev til mere, men det bliver vel aldrig opklaret, når alle de implicerede parter er døde.

Min faster, der boede i Københavnsområdet indtil omkring 1985, har ikke vidst noget om disse møder, og det fremgår jo klart, at min farfar var interesseret i at holde kontakt med Carla. En forklaring på, at det ikke blev til mere, kunne så være, at min mor, der helst ville at alt skulle være så "pænt" som muligt, har modsat sig, at vi søskende fik noget at vide om den pige, min farfar fik i sin grønne ungdom. Min fasters bemærkning, da hun hørte, at Carla var død, gav udtryk for skuffelse, men man måtte dog forvente, at hun kunne være død nu, hvor hun ville have været 95 år. Ida, min faster, ville også gerne have kendt Carla, for som hun sagde: "Hvor kunne vi have haft meget fornøjelse af hinanden".

Et år er nu snart gået, og i det år, har vi været sammen adskillige gange, Bent og Frank, min faster og begge mine søstre - os alle med ægtefæller. Snakken går ved hvert møde, vi hygger os og det er, som om vi altid har kendt hinanden. Vi slutter altid af med at aftale næste fælles møde.

Redigeret den 18. juni 2010