Ellen Margrethe Knudsen, min moster
Lene Astrup

Ellen Margrethe blev født den 28 september 1917 som nummer 7 i en børneflok, der efterhånden blev til 15, men hvor den dreng, der var født i april året før hende var død kun 4 måneder gammel.

Af distriktsjordemoderens protokol fra Fur fremgår, at Ellen blev født klokken 11 om formiddagen efter at Marie havde haft veer i 13 timer, og fødslen havde været helt normal. Hun vejede 3½ kilo, så hun har ikke været født for tidligt. Jeg havde ellers fået den tanke, da hun blev hjemmedøbt 3 dage gammel, og først fremstillet i kirken, da hun var 6 måneder, så det var ikke nødvendigvis en hjerneskade ved fødslen, der havde gjort hende åndssvag.

Ellen var ikke som de fleste børn, og jeg har altid fået at vide, at hun ikke var ret gammel, da hun døde. Det opfattede jeg som barn, at hun døde som barn. Det jeg hørte om hende var, at hun havde epilepsi og gjorde sjove ting. Det ”sjove” var efter mors mening, at hun smed blikkruset eller koppen i brønden, når hun havde fået vand.

Hvor meget mor kan huske om hende er et ubesvaret spørgsmål, for mor blev født 1. august 1923, og Ellen kom på institution i november 1926, så muligvis er det, det eneste, hun kan huske, måske har hun fået det fortalt. Jeg har også talt lidt om Ellen med min mormor, Marie, men da var jeg kun en stor pige, så når bedste sagde, at hun ikke blev så gammel, før hun døde, så borede jeg ikke mere i det, for der var jo også en anden, der var død som ganske lille. Men i hendes øjne blev hun jo ikke ret gammel.
En ældre fætter og kusine, jeg spurgte, vidste ikke meget, den ene mindedes kun svagt at have hørt om hende, den anden mente hun døde som barn, men havde været i familiepleje.

Tilbage står så, om hun var generelt dårlig begavet, eller hun var født mongol, hvilket hendes tidlige død kunne tyde på.

Ellen Margrethes videre liv:
Min jagt på, hvad Ellen fejlede har ikke været præget af succes, men starten var da god. På Fur Lokalarkiv kunne de oplyse mig om, at hun var kommet på institution ved Ribe 11. juli 1925, men hun er først kommet dertil 15. november 1926. Måske har sognet bevilliget pengene i 1925, men der har først været plads til hende året efter. 

Nå, jeg forsøgte så at finde hende i arkiverne på Viborg Landsarkivet, hvor jeg fik fat i stambogen fra Ribelund, og jeg søgte aktindsigt i hendes journal, da det ikke er 75 år siden, hun døde, men denne journal viste sig at være én blandt flere, der var forsvundet på institutionen og ikke kommet til arkivet, så nogen diagnose var ikke at finde ad den vej.

Lidt fik jeg at vide, men det var småt. Her har hun stamnummer 1087, og der er anført, at hun kom på afdeling Ba. Næste skridt var at jagte hende i kirkebøgerne fra Ribe, for at finde ud af, hvornår hun døde. Det skete først 7. maj 1942, så hun blev altså knap 25 år gammel, noget ældre end jeg havde troet.

Det var jo ikke mange oplysninger, der kom frem, og efterforskningen syntes at stoppe her og dermed endt med uforrettet sag. Jeg havde dog fået at vide, at hun var kommet til Ribelund.
Det korte af det lange er, at hun blev sendt afsted, og jeg kan have mine gisninger om, hvor meget kontakt, der var til hjemmet. De faktiske forhold taget i betragtning, har kontakten til hende sikkert været ikke-eksisterende, for da hun kom af sted i november 1926, ventede Karen Marie barn nummer 12, og der har jo været en del af dem, der ikke var kommet ud at tjene endnu, eller kommet med Mikkel, min morfar, ud at sejle. I folketællingen fra 1925 er de 2 ældste af børnene kommet ud at tjene, og nummer 3 i rækken, Harald, sejler pt. fra Løgstør. Mikkel var jo også væk hjemmefra i lange perioder ad gangen, da ikke blot Limfjorden var hans arbejdsområde, men også Kattegat og Skagerrak, så det er utopisk at tro, at hun modtog besøg, lige som jeg heller ikke kan forestille mig, at hun kom hjem i ferier.

Ribelund februar 2007. Det var denne bygning, Ellen Margrethe boede i indtil få måneder før hun døde.

Ribelund blev oprettet af Statens Åndssvageforsorg i 1907. Dengang lå institutionen uden for selve Ribe By. Området var indhegnet af meterhøje mure, som skulle holde alumnerne inde og byens ”rigtige” borgere ude.
Det var dengang et lukket, selvforsynende samfund i samfundet med eget centralkøkken, vaskeri, systue, frisør, gartneri, kirkesal og kirkegård (hørte under Sct. Katharina Sogn). Kirkegården er senere nedlagt og omdannet til mindepark, men uden mulighed for at se, hvor de enkelte personer var begravet.

Med Særforsorgens udlægning i 1980, blev  Ribelund en åben institution midt i et af byens smukkeste grønne områder. 
De store sovesale blev ombygget til enkeltmandsstuer.

Uanset hvor moderne der var, ville vi i dag være forfærdede over de metoder og midler, der blev taget i brug. Et eksempel herpå er fikseringsbælterne, som var den mildere form, hvorimod jeg nok finder Krampekisten- En kiste, hvor alumner, som de blev kaldt, med epilepsi (hvad Ellen Margrethe jo havde) blev anbragt under anfald for ikke at skade sig selv. Man skulle ikke have klaustrofobi:

Her står jeg ved kisten. Bemærk, at der er låg på. Dette var dog med net, så alumnen trods alt kunne trække vejret.

Efter at institutionen i Ribe, Ribelund, var lukket, blev der oprettet et museum, og jeg fik så den ide, at det muligvis var til at få oplysning om, hvad afdeling Ba stod for. Det kunne jo være, at der var opdeling efter, hvor meget handicappede klientellet var, men det viste sig at være børneafdelingen. Det var en god oplevelse at besøge dette museum; den vagthavende den dag havde selv været ansat stort set frem til lukningen, så hun kunne fortælle en del. Museet havde en forholdsvis omfattende samling, der viste livet, som det havde været. Der var bl.a. bevaret månedlige madplaner, samt de ekstra forplejninger, der var ved højtiderne. Institutionen var en af de mest moderne i landet, så forholdene har efter den tid, hvor Ellen var der, været gode.
Der er dog ingen tvivl om, at vi i dag ville finde forholdene under al kritik, men på det tidspunkt, Ellen Margrethe kom der, var det altså blandt de mest moderne institutioner for åndssvage, vi havde i landet. 

I nogle af de gamle bøger, fandt jeg enkelte optegnelser om hende. Der var i alt 4 bøger, hvori hun var nævnt. I ankomstbogen (svarer til venstresiden i stambogen), og her kunne jeg så igen se, hvor hun skulle være. Desuden var der en bog fra afdeling Ba, hvor der står, hun blev overflyttet til afdeling Bb den 29. januar 1942. Hun var altså kun kort tid på den nye afdeling, før hun døde.

Der var også en bog, hvor alle var indført efter alfabetisk orden i faneblade, en meget slidt bog.

Endelig i begravelsesbogen var Ellen for sidste gang, her påført med dødsårsag: hjertelammelse, ligesom jeg kan se, at hun kom i grav nummer 130. Herunder ses de bøger, hvori jeg fandt oplysninger om Ellen Margrethe. Om der findes flere på museet, ved jeg ikke.

Mit egentlige formål med at søge oplysninger om Ellen Margrethe var at finde en mulig årsag til hendes handicap, men det lykkedes altså ikke, så det vil sikkert forblive en hemmelighed, ligesom hun helst ikke skulle omtales. Alligevel føler jeg, at jeg nu ved en del om hende. Jeg vil nok senere forsøge om der blandt den store fotosamling skulle være et foto af hende, det kunne være ganske interessant.

Hendes næstældste søster, Dagmar opkaldte sin datter efter hende med det fulde navn, Ellen Margrethe, men hun blev kaldt Grethe. Måske har Ellen Margrethe også haft det kaldenavn.

Redigeret 13. februar 2012