Lenes familie

Jørns familie

Artikler m.m.

Nyheder



 Mail til Lene
Mail til Jørn


In English

 

Fotoalbum
Børnebørn
Hurtigruten 2006
Færøerne 2007
Mosel 2007
Bornholm 2008

Grønland 2008

Rusland 2009

Østrig 2009

Italien 2009
Schwartzwald 2009
Island 2014

 

 

Mikkel Bak, min morfar

Af Lene Astrup

Bedstefar, som jeg altid har kaldt ham, var Mikkel Bak, vaskeægte furbo. Jeg har altid været af den opfattelse, han familie havde boet på  Fur gennem mange generationer, men det har den egentlig ikke, for hans far, Knud Christensen, var ud af Natmandsfamilie og født i Vejerslev på Mors i 1849, og han døde på Fur i 1943, så jeg kendte ham ikke. Som tjenestekarl kom han til Fur via Ramsing og Østergård i Salling. Min oldemor var Bodil (Boel) Andersen, der blev født i Hvirp 1853 og døde i 1945, så hende har jeg heller ikke kendt.

Bedstefar blev født 27. juli 1883 som den 4. i flokken. Han havde 3 ældre søstre. 
Det hus, oldefar og oldemor boede i (nuværende Hvirpgade 42), købte min moster, Johanne senere, og efter hende Knud, min morbror. Huset er fra omkring 1850, og mor har fortalt, at det havde oldefar bygget, men det må være hendes egen oldefar, hun mente, for Knud Christensen er jo først født i 1849. Der var ikke meget plads: et lille brygger, et lille køkken, en lavloftet stue, hvor min far ikke kunne gå under bjælkerne, soveværelse og et kammer med plads til en køjeseng og en stol. I dette hus voksede Mikkel på sammen med en stor søskendeflok, 9 i alt, en enkelt døde dog som lille.

Navnet Bak havde han fra oldemors familie, idet navnet Bak/Bach gennem mange slægtled havde fulgt familien, ofte gennem døtrene. Stavemåden varierede en del.

Bedstefar, en dygtig sømand

I årene omkring 1900 blev der afholdt kapsejladser med sjægter flere steder i Limfjorden, og således også ved Fur. Der var dannet en del fiskeriforeninger, som udover varetagelse af fiskernes interesser også afholdt kapsejlads, men disse var ofte "lukkede" i den forstand, at det kun var for foreningens medlemmer. 
Dette ændredes for kapsejladsen i Skive, der for første gang tillod deltagelse af ikke-medlemmer at være med i 1909. Kapsejladsen løb af stabelen den 25. juli, og vejret bød på solskin og varme, men med en stiv kuling fra sydvest. Kort sagt: man kunne færdes ude uden risiko for regn, og der var vind nok til bådene. Skive Folkeblad havde en journalist på stedet, så der var dagen efter et ganske fyldigt referat i avisen, og her kan man læse, at nogle landkrabber mente det var en 8-rebet mersejls-kuling, men et par gamle søulke havde ikke meget tilovers for den vurdering, og sagde, det var en stiv kuling, der ville løje af til almindelig "frisk kuling".
Der var liv og glade dage på havnen først på eftermiddagen, og der var en skov af brogede flag fra såvel danske som norske, svenske og tyske flag. Foran Toldboden var der en livlig trængsel og ved træbordene sad fiskerne med flasker og tejner og "tog last ind" og "fyldte tankene". 

Det var muligt - mod betaling - at komme med fiskeri-inspektionsskibet "Havørnen", så man kunne følge dysten fra vandet. Der blev sejlet ud i hold, så der var mange, der kunne få chancen for at følge sejladsen.

Ud for Øster Lyby Mølle var der på et tidspunkt en spændende kamp mellem Fabrikant Schades båd "Gulnare" og Toldvæsenets båd, men "Gulnare" tager styrtsøer ind og begge både er i kampens hede gået for yderligt og langt mod nord, så sindigt og sikkert vinder en almindelig fiskerbåd, der bærer topsejl, ind på dem. Det er folk fra Fur, og nu er det kampen mellem Furfolkene i "Marie" og "Gulnare", og det er klart Furbolkene, der vinder frem og kommer først over mållinien. 

Nu ville avisen jo gerne have et interview med den vindende båd og dens besætning. Båden blev ført af Mikkel Bak Knudsen assisteret af Kr. Kristensen og Anders Jensen. Det var nu ikke så ligetil at få dem i tale, for folk strømmede jo til, men så fik den opvakte journalist den ide, at byde på en forfriskning, hvilket de ikke kunne modstå, og så kunne der fortælles:
"Jo, "Marie" gik ud som nr. 4 og kom først ind, så hun har jo klaret sig flot. Men vi kunne have kommet et helt kvarter tidligere ind, end vi gjorde, hvis vi straks havde hejst topsejlet, og hvis det sidste mærkested, vi skulle passere, havde været noget tydeligere markeret. Der var kun sat en næsten usynlig klud op, og af den grund tog vi bestik og spildte en halv snes minutter".
"Er det første gang "Marie" har taget del i en kapsejlads"? spørger avisen
"Nej", lyder svaret, "hun har været med både ved Struer, Nykøbing og Fur, og hun har altid klaret sig bravt. Vi og "Marie" har ikke været til kapsejlads i Skive før. Fremmede fiskere har jo ikke haft lov at deltage. Men det er godt, det er blevet anderledes. Det gælder om, at vi kan stævne sammen fra nær og fjern for at lure hinanden kunsten af".
"Hvordan går det for resten med fiskeriet ved Fur"?
"Det er så som så. Vejret har været ugunstigt i den sidste tid, og vi har kun fået lidt ål og rødspætter. Men nu skal vi hen og have olietøjet af. Tak for øl".
"Ingen årsag".
Og så forsvinder de 3 fiskere ind i et skur.
Gevinsten var en oliefrakke, en kasse cigarer og et par årer.

Sidst på eftermiddagen var havnen overfyldt med folk, der bogstaveligt hang ud over bolværkerne, og avisens medarbejdere hørte flere af Skivefiskerne beklage sig over, at de ikke var gået ud med topsejl, hvilket de bittert fortrød, men de havde ikke villet risikere forsøget.
Måske har Furboerne været mere dristige, for i hvert fald Mikkel havde tidligere fisket fra Kattegat og Skagerrak, hvor vejrforholdene kan være lidt mere barske end i Limfjorden.


Marie, den vindende båd fra Fur med besætningen, muligvis er det Mikkel ved roret. 

 

Om aftenen var der fællesspisning med deltagelse af omkring 150 mennesker samt præmieoverrækkelse på Hotel Phønix, og under spisningen var der en række taler. Efter spisningen var der bal. Om bedstefar med besætning deltog i middagen, ved jeg intet om. Måske skulle de hjem til familien

Bådens navn? Ja, den kan vel kun være opkaldt efter bedstemor; de var blevet viet i oktober det foregående år.

En gang sømand - altid sømand

Bedstefar var fisker, og fiskede som ung fra Skagen. Da han blev gift i 1908 fortsatte dette, men senere har han dog også  fisket fra Ålborg, idet jeg i Folketællingen fra 1916 kan se, at han ikke er hjemme, men der er bogført på folketællingslisten fra Fur, at han fisker fra Ålborg. Fiskeriet betød altså, at han ofte var hjemmefra i længere perioder, men han har dog været hjemme så tit, at det kunne blive til 15 børn.
Om sommeren flyttede familien – da der ikke mere var så mange børn hjemme, går jeg ud fra – til Aså, hvor de lejede et hus og boede, og så foregik fiskeriet herfra, ellers foregik fiskeriet i hele Limfjordsegnen. Han vedblev at sejle hele livet. Da jeg var 6 - 7 år var jeg selv med dem og boede i Aså hele sommeren. Jeg husker det som en herlig tid med godt vejr hver dag!

Bedstefar har selv fisket sin gravsten op, en sten, som han fandt speciel. Stenen blev flækket hos stenhuggeren i Skive, og den halvdel, som bedstefar og bedstemor skulle have, stod i mange år hos stenhuggeren på Nordbanevej i Skive, mens den anden halvdel var brugt og stod på Fur kirkegård. Det var altid lidt sjovt at komme der forbi og se, at stenen var der, og senere genkende den, da den kom i brug.

Han var en forholdsvis høj, tynd mand, mørkhåret og med brune øjne. Man kan vel sige, at ansigtet var lidt markeret. Han var ikke en mand af mange ord, men han havde lune, en gave jeg altid har sat stor pris på hos mennesker. Bedstefar var en rolig, sindig og gammel mand, synes jeg da, han var jo også mere end 60 år, da jeg blev født, men som jeg husker ham, vedblev han at være den samme lune mand med glimt i øjet til han døde. Og hverken fysikken eller åndsevnerne fejlede noget.

Bedstefars lune

Jeg husker, hvordan hans drillesyge (det lader til, at begge mine bedstefædre var ret habile i den sport) gav sig udslag. Jeg var med ham henne ved fiskehuset i Nederby, og der var min lidt yngre fætter, Knud Erik, også. Vi daskede rundt i vandkanten i bare ben og fiskerne snakkede. Så tog bedstefar en stor krabbe og listede ned i bukselommen på Knud Erik. Som jeg husker den nu omkring 50 år efter, var den kæmpe, men kroppen var vist ikke meget større end en lille knyttet damehånd. Det var heldigvis ikke mig, det gik ud over. Et par af mine morbrødre og de andre fiskere grinede bare og synes, det var vældig sjovt. Nå, jeg tror Gravers - den gamle fisker, der boede hos Aksel og Marie (Knud Eriks forældre) - hjalp ham ud af pinen.

Fiskeren og fiskeriet

Livet som fisker kunne være barsk, men det var jo vilkårene for alle. Bedstefar havde en redningsmedalje, han bar ved højtidelige lejligheder. Den var tildelt af Kong Christian den 9. Vi kendte alle historien om, hvordan han som ung sammen med Thomas Christensen, også fra Fur, var med til at redde nogle ved et forlis nord for Grenen. Vejret var hårdt, og der var stor risiko forbundet med at forsøge en redning, men det lykkedes. Fra min fætter, Kurt, har jeg hørt, at ingen andre både, end ikke redningsbåden, turde vove forsøget. Medvirkende til vovemodet har vel været den unge alder og måske også, at de skibbrudne også var fra Fur, altså kammerater. Det siger meget om fiskernes mentalitet. Dette skete i juni 1903, hvor det jo var en helt anden slags både og udstyr end det, man har i dag.

                  

Redningsmedalje og diplom blev ved en højtidelighed i begyndelsen af oktober overrakt i præstegården.  Bedstefar var selvsagt meget stolt af denne medalje, mere end af bedriften, som han ikke selv fortalte om eller gjorde sig til over, beskeden som han var. Medaljen, som han dengang fik, gik han med, så snart han skulle i ”det pæne tøj”, og det ses på mange familiebilleder. Den sad på plads på jakken hver gang! Da han døde, fik min fætter Kurt medaljen, og ved hans død, vil han, at den skal til Lokalarkivet på Fur.

På et langt senere tidspunkt var bedstefar selv ude for at båden, der var min morbrors, sprang læk. Det skete i januar 1953, hvor han sammen med 2 af sine sønner havde været på muslingefiskeri og var på vej hjemover, da ulykken skete. Desuden var min fætter Kurt, der var en halvstor skoleknægt, med. Bedstefar var jo ikke mere helt ung, ja faktisk over 70, og var ret forkommen efter den tur. Bedstefar kunne ikke svømme, det så han ingen grund til, for hvis Vorherre mente, han skulle omkomme på havet, ja så skulle han det.
Den hjælpende båd var også overlæsset, så de måtte først smide noget af fangsten overbord, før de kunne samle de forulykkede op. De skulle jo nødig lide samme skæbne!
Kurt, der var ung, var den mindst medtagne af dem alle, og han cyklede hjem i det våde tøj, en tur på et par kilometer. Han fik en gratis biografbillet for at cykle rundt med plakater, og det var netop dén dag, han skulle afsted, så det gjorde ham. Biografbilleten ville han ikke gå glip af.
Begge disse episoder var omtalt med artikler i Skive Folkeblad.

Køb af ny påhængsmotor

Bedstefar vedblev at fiske, de sidste mange år fra jolle, først med årer som drivkraft, men den sidste tid –efter bedstefar og bedstemor var kommet på alderdomshjemmet – med påhængsmotor. På et tidspunkt skulle han have en ny motor, og den skulle han til Randers at kikke på, en lang tur dengang omkring 1960. Det var som sagt,  mens de boede på Alderdomshjemmet, og Bedstemor døde i 1962. Det gik godt nok med købet og aftaler om levering, men rutebilforbindelserne fra Randers og Furbilen passede ikke for godt sammen, så han fik en del ventetid i Skive, før bilen klokken 20 gik mod Fur. Her sad hen så inde i venteværelset og faldt i snak, og pludselig siger den anden: ”Skulle du ikke med bilen til Fur? Den kørte da lige nu!” Gode råd var dyre. Han kunne jo gå om til os og overnatte, og det gjorde han da også i første omgang, men på et tidspunkt kom han i tanke om, at det ikke gik, for Bedste ville blive urolig, når han ikke kom hjem, og vi havde ingen telefon, så han kunne ringe til Alderdomshjemmet.
”Så tager jeg med bilen klokken 12”, sagde han resolut. Denne bil gik imidlertid kun til Branden, så han måtte gå de ca. 2 km til Nederby, men det lod han sig ikke afskrække af, på trods af de omkring 80 år, han efterhånden var. Da han kom til hoveddøren ved Alderdomshjemmet ved halv-to-tiden om natten, var døren selvfølgelig låst. Nu havde han imidlertid set, at der var lys ved en af de unge piger, der boede i kælderen, så han gik uden betænkning om og bankede på vinduet, og straks blev lyset slukket. Hvad nu? Om til døren igen for at buldre en eller anden op. Pigen var i mellemtiden kommet i tanke om, at det kunne være Mikkel Bak, som ikke var kommet hjem med 8-bilen. De var gået ud fra, at han så blev hos os! Hun fik ham lukket ind. Efter den tid blev der pjattet med, at han i sin høje alder løb efter de unge piger på Hjemmet. Hans eneste kommentar var bare den lune trækning omkring munden, eller også grinede han smørret.

På sine ældre dage, da bedstemor var død, sejlede bedstefar hver sommer fra omkring april til hen sidst på sommeren, med Kurt, som nu var skipper med egen båd og sejlede fragt i Nordeuropa. Han boede da stadig på Alderdomshjemmet. Det år, han blev 80 år (1963), kom han i land få dage før sin fødselsdag 27 juli.
Undervejs over Skagerrak havde han et år været ret så syg af søsyge, men det kunne han ikke overbevises om. Han havde i sine dage som fisker aldrig været søsyg! Årene uden at sejle med større båd end en jolle havde dog nok medført, at han ikke var sødygtig som tidligere.

Da han døde i 1966, kan man vist roligt sige, at han trods svære tider og små kår havde haft et godt og aktivt liv.

Redigeret den 12. december 2009