Peder Jensen Tækker og følgerne af et drikkegilde
Skrevet af Lene Astrup

Han er min 3x tipoldefar blev født i 1763 nord for Thisted i Kielstrup i Hillerslev sogn og døbt i kirken den 4. september samme år. Hans forældre var Jens Pedersen Tækker og Dorthe Christensdatter Overgaard. De var i øvrigt fætter og kusine. Peder havde en ældre bror, Christian samt 3 yngre søskende, 1 søster og 2 brødre.

I februar 1791 bliver han og Inger Madsdatter gift, og i august får de datteren Dorthe, som døde 5 dage gammel. Året efter får de endnu en datter, Dorthe Marie. Omkring 1796 får de Mads, i 1798 Laust, min 2x tipoldefar, se artikel om Lars og hans kone og endelig Jens, der er født i foråret 1800.

Da moderen døde i 1787, havde Peder Tækker overtaget fæstet af gården, og faderen boede på aftægt hos ham, hvilket vist ikke altid var lige godt.

I slutningen af 1700-tallet skulle vi altså her have en ganske almindelig familie, men det skulle vise sig, at der hurtigt kunne komme andre boller på suppen. Peder og faderen rager uklar med hinanden, og det bliver så alvorligt i 1798, at faderen flytter til Grøngaard for at bo hos datteren Dorthe og hendes mand, Anders Pedersen Bonde. Peders livshistorie frem til denne beretning om hans sodste år kan du læse her:

Om Peder har haft et hidsigt gemyt, eller blot har været påvirket af de sikkert daglige bryderier med faderen, eller hvordan han i øvrigt har været som person, ved jeg intet om, men i hvert fald kom han året efter ud i langt større og alvorligere problemer.

Pløjningen på egnen foregik med hjulplov, hvilket ikke var så ligetil. Ploven krævede 4 – 6 stude, og 3 – 4 mand, den ene til at styre ploven, de andre til at drive studene. Til gengæld kunne man pløje ned i jorden i modsætning til tidligere tiders ard, en meget simpel plov, der kun "ridsede" lidt i overfladen. Hjulploven havde været kendt siden 1100-tallet. Det var derfor nødvendigt, at naboer hjalp hinanden, og lønnen var et plovgilde efter endt arbejde.

Hjulplov fra Gl. Estrup Landbrugsmuseum

Den 5. maj 1799 var Peder Tækker således efter veloverstået markarbejde til plovgilde hos Anders Rasmussen og hans kone Dorthe Kirstine, der boede på Kilshus, lidt nordvest for Peders ejendom på den anden side af åen. Han havde sin lille datter Dorthe på 6 år med, og flere at Kielstrups bønder, tjenestekarle, piger og drenge var der ligeledes. Peders nærmeste nabo, Christen Kortegaard, der boede på den anden side af vejen, og som haltede på grund af ret stor forskel i længden på benene, var der også. Som tak for hjælpen skulle de på behørig vis beværtes med øl og brændevin. I Hillerslev Herreds Justitsprotokol får vi ved læsning af vidneudsagnene et ret godt billede af, hvad der foregik i løbet af aftenen og natten.

Om Christen Kortegaard virkelig var dårlig, da han kom for at være med, eller han gerne ville drive den af, er der naturligvis ingen, der kan sige, men han var kendt for gerne at ville have et par glas brændevin, og at han, når han fik rigelig, blev grov og ubehagelig for sin omgivelser. Da han kom beklagede han sig over sit dårlige helbred, ”som var meget mådeligt”,  og han mente ikke, at han kunne blive ved sin ejendom meget længere, og hvis det da ikke lige var for konens skyld, ville han frasige sig gården. Det korte af det lange er, at han bad om da ikke datteren i huset, Else Margrethe på 18 år, kunne holde ploven for ham. Om dette ønske var mere dikteret af et ønske om at tyvstarte med brændevinen end egentlig dårligdom må stå hen i det uvisse.

Anders Rasmussen, værten i Kilshus, havde været af sted efter fisk ”norden ved odden”, da Christen Kortegaard kom, og da han kom hjem, sad Kortegaard ”inde med flasken i hans hus”, og han datter Else Margrethe gik bag ploven. Der var 15 andre, der deltog i pløjningen, og da arbejdet var færdigt, kom man ind for at blive beværtet som skik og brug nu var. Det er klart, at når Christen Kortegaard havde siddet inde hele dagen, så havde han jo nok et større forspring med hensyn til indtagelsen af brændevin, og han virkede da også allerede fuld. Jens Overgaards (muligvis Peder Tækkers farbror) karl, Jens Thomsen og husmand Christen Sørensen sad i nærheden af Christen Kortegaard, og de skældte ham ud, fordi han sad og spildte brændevin ud over bordet, så det flød til alle sider og sagde, det var synd ”at spilde brændevinet for disse fattigfolk” Christen Kortegaard ”svor en dyr ed” og svarede de to igen. Han hånede Christen Sørensen for at han var en husmand, der rendte med tiggerkanden”. Hertil blev Christen Sørensen vred og slog til Christen Kortegaard et par gange, ”så han dinglede af skamlen op i krogen af stuen”. ”Vil du slå mig ihjel? Spurgte Christen Kortegaard, men Christen Sørensen svarede, at han da hverken ville slå ham eller nogen anden ihjel. Han hjæp Christen Kortegaard op på skamlen igen, og Jens Thomsen sagde til Christen Kortegaard, at han ”fortjente så mange hug, som der kunne ligge på hans krop”.

Ved 1-tiden om natten gik alle hjem undtagen Peder Tækker og hans lille datter Dorthe, som formodentlig har ligget og sovet. Da det blev lyst, sage Peder Tækker til Christen Kortegaard: ”Nu vil jeg følge dig i din gård som en ærlig mand, og nu skal du følge med mig hjem”. Christen Kortegård svarede: ”Nej, jeg vil følge ærlige folk, og ikke tyve og skælme”

Det svar blev Peder Tækker så fortørnet over, at han tog fat i Christen Kortegaard og kastede ham i gulvet. Konen i huset, Dorthe Kristine, fik travlt med at vække sin mand, så han kunne forhindre slagsmålet, og den lille Dorthe Tækker, der sikkert var vågnet under tumulterne og blevet bange over det, hun så, løb ud af huset, hvor en mand fra Hillerslev, Christen Terchildsen tilfældigvis kom forbi. Hun bad ham om hjælp til at få faderen ud, og da Christen Therchildsen kom ind i Kilshus, så han, at Christen Kortegaard lå på gulvet, og at Peder Tækker gik frem og tilbage i stuen. Peder var ophidset og sparkede et par gange til Christen Kortegaard med sine træsko og sagde, at han skulle rejse sig op, men da Christen Kortegaard kom op på knæene fik han et par slag på hovedet og faldt igen. Else Margrethe, der var i køkkenet hørte røret, og gik ind i stuen, hvor hun så sin far, Anders Rasmussen, og Christen Therchildsen hjælpe Christen Kortegaard på benene. Han havde fået næseblod, og da de fik blodet tørret af ham, blev han lagt ind i værtsparrets seng i soveværelset. Peder Tækker gik hjem sammen med sin lille datter.

Familien – eller rettere konen Dorthe Kirstine, da manden Anders Rasmussen havde siddet og sovet -  i Kilshus, kunne som den første af de afhørte vidner fortælle, hvad der videre var sket efter at Peder Tækker var gået hjem. Efter et par timers søvn vågnede Christen Kortegaard og stod ud af sengen. Konen i huset spurgte ham, om han da ikke var ”noget stødt og ilde tilredt, hvortil han svarede og bekræftede med en ed, at han intet skadede, undtagen at han havde ondt i sit hoved, hvilket han gerne kunne få fordreve, når han kom hjem, da han i sin værge havde nogen olie at smøre sig med”. Han forlangte dog at få noget mere brændevin, hvilket konen dog fornuftigvis værgrede sig ved i begyndelsen, da hun ikke menete, han kunne tåle mere. Men da han vedblev at forlange det, lovede hun ham ½ pot dansk brændevin, som han fik. Den drak han på fastende hjerte, og ville så gå hjem, men han kom ikke langt før han næsegrus styrtede til jorden. Det lykkedes ham dog at komme på benene igen ved egen hjælp, men igen styrtede han, nu efter nogle skridt. I mellemtiden var Anders Rasmussen kommet til, og han fik ham på benene og fulgte ham til dæmningsstenen, hvor Peder Tækkers karl Jeppe Christian kom og hjalp dem over. Christen Kortegaard var dog blevet så fortumlet, at han hverken kunne tale eller gå – velsagtens godt hjulpet af den ½ pot brændevin. De måtte således have fat i flere folk, og 4 karle bar ham hjem.

At et gilde med nok af de våde varer ender med fuldemandsslagsmål er ikke noget nyt, og har sikkert også fundet sted i Kielstrup før den famøse 5. – 6. maj 1799. Nu gik Christen Kortegaard imidlertid hen og døde knap 3 uger efter slagsmålet, og der opstod rygter om, at det var Peder Tækker, der havde slået ham fordærvet. Rygtet nåede også Nicolai Toft, der havde Ullerupgård Gods, hvorunder begge de 2 bønder hørte, og han var pligtig til at indberette alle ”uregelmæssigheder”, som fandt sted på hans bøndergårde, og han foranledigede en obduktion af Christen Kortegaard, hvilket skete den 28. maj. Dagen efter skrev han et brev til byfogeden i Thisted, Christen Brøndum, hvori han anmodede om et forhør i sagen.

Retten i Kielstrup arbejdede hurtigt, og allerede den 30. maj blev der i Kielstrup nedsat en ekstraret hos gårdmand Mads Harboe, der sammen med sognefoged Peder Klit i Hillerslev var udpeget som forhørsvidne.  Inden forhøret begyndte, sendte retten bud efter Peder Tækker, for at høre om han agtede at overvære forhøret, men han var ikke hjemme, og det blev sagt, at han var i Thisted.

Om han var rømmet eller havde et lovligt ærinde, melder historien intet om, men friheden varede under alle omstændigheder ikke længe, for han blev snart efter arresteret og ført til arresthuset i Thisted. Sagen blev nu ført som en drabssag, og Peder Jensen Tækker fik beskikket en forsvarer, Christen Overgaard, som var hans 2 år ældre bror. Ved retsmødet 24. august 1799 lød følgende spørgsmål og svar til/fra Peder Jensen Tækker:

1. Var afgangne Christen Kortegaard Eders nabo i Kielstrup?

Svar: Ja

2. Hvad var årsag til den trætte og misforstaaelse der stedse var mellem Eder

Svar: Der var ikke nogen synderlig trætte imellem dem uden den gang, de var samlede ved plovgildet hos Anders Rasmussen

3. Af hvad aarsag skældte Christen Kortegaard Eder for Tyv og skielm, da I tilbød at ledsage ham hjem, er dette almindeligt rygte om Eder?

Svar: Nej, han har aldrig hørt at nogen har skældt ham for enten tyv eller skælm før afgangne Christen Kortegaard, og ejheller har han nogensinde hørt, at der skulle være et rygte om ham.

4. Har I ikke undertiden truet og undsagt en og anden som I er blevet vred paa?

Svar: Nej, han har hverken undsagt eller truet nogen, da han end aldrig har været i uenighed med nogen.

5. Hvor stor er Eders ifæstehavende hartkorn, og hvad betales af den i landgilde?

Svar: Hans gaards hartkorn er omtrent 51 td., og han betaler aarlig i landgilde 10 rd.

6. Da Eders ifæstehavende gaard er en af de bedste paa Ullerupgaards Gods, Eders afgift er saa ubetydelig, hvorfor findes der efter Seqvestrationsforretningen kun en gammel ko vurderet til 4 td. Og 4 usle heste alle vurderet til 20 rd?

Svar: Han havde i aar mistet 3 køer og i 2 aar mistet 6 heste, som var døde.

7. Foruden Eders gaards slette forfatning er I og i en betydelig gæld, saa spørges, er det ved Eders Liderlighed og slette husholdning, at I er geraadet i denne armod?

Svar: Førend han antog sin fars gaard, var der en del gæld og ved den megen uheld med hans kreaturer var han jo ….??? I mere.

8. Hvorledes har Eders opførsel været i Eders eget hus, har I været en god fader, en oprigtig ægtefælle, eller har det modsatte fundet sted (hos) Eder?

Svar: Nej, han formodede ikke hans kone havde noget at klage og ej heller hans børn eller tjenestetyende.

Da man i artiklen om Peder Jensen Tækker kan læse, hvilken uenighed, der havde været mellem ham og faderen blot 1 år tidligere, må man nok indrømme, at Peder udtalte sig lidt for rosenrødt. Men han nævnede dog ikke faderen med ét ord.

Det var på baggrund af forhøret i Kielstrup, at Nicolai Toft rejste tiltale mod Peder Jensen Tækker. Toft var ”sigt- og sagefaldsberettiget” over for sine fæstebønder, men havde fra Amtmand Ferslev, hvem han havde spurgt til råds, fået skriftlig ordre til at rejse sagen.

Der blev handlet hurtigere i retten dengang end i dag, og allerede den 10. september samme år var Herredsretten klar til at afsige sin dom. På Nicolai Tofts vegne krævede anklageren lovens strengeste straf: dødsstraf, hvorimod forsvareren krævede den tiltalte frifundet og berettiget til erstatning for det tab, han havde lidt ved uberettiget arrestforvaring og ved ikke at kunne passe sin ejendom. Dommen i Herredsretten lyder:

Anno 1799 den 10. september blev udi den mod den arresterede Peder Jensen Tækker af Kielstrup, Hillerslev sogn anlagte sag afsagt følgende:

Dom:

”Den producerede obductionsforretning viser at det blodige “congulerede extravasat” som var årsagen til den obduceredes død, og fandtes mellem dura og piamater, og bedækker hele hemisphærium dextrum var frembragt ved udvortes tilføjet mishandling, men kan denne causa mortis ikke ligesåvel være forårsaget ved det, at den afdøde styrtede så ofte hovedkulds mod den stenrige og hårde jord? Obductionsforretningen erklærer: at slagsmålet synes ikke at kunne have frembragt så betydelige følger uden andre tilstødende årsager; det var ikke Peder Tækkers agt at tilføje denne hans nabo nogen skade enten på liv eller lemmer, men alene at give ham nogle tørre hug for de mod sig udsagte skældsord, ej heller kan Peder Tækker siges at have handlet med overlæg, da en af øl, brændevin og tilføjet fornærmelse ophidset mand, sjældent lader fornuften råde, men blindt henfølger sine lidenskaber, dertil kommer at Christen Kortegaard var en liderlig, drukkenboldt, slagsbroder og uforligelig mand, der yppede klammeri med enhver hvor den mindste lejlighed gaves, hvilket alle vidnerne enstemmig har tilstået, og endskønt Peder Tækker efter bysnak ikke har noget godt rygte har bevidner disse dog at han er en fredelig mand, - i de 17 dage den afdøde levede efter slagsmålet erklærede han aldrig Peder Tækker for sin banemand, tværtimod talte de sammen i al venskab efter det passerede slagsmål og Christen Kortegaard sagde til sin kone og tjenestefolk han ville ikke søge nogen råd, da han vel kom sig uden medicamenter, det stadfæster obductionsforretningen, hvorudi erklæres at var hjælp søgt i rette tid kunne Christen Kortegaards påfulgte død formentlig være forekommet, ligesom den og erklærer den befundne læsion at være peria..... Letholis - vi tror derfor ikke at Peder Tækker kan anses som Christen Kortegaards virkelige drabsmand, men at han med vilkårlig straf bør ansees.”

”Peder Jensen Tækker bør for sin mod afdøde Christen Kortegaard udøvede voldsomhed hensættes til fæstningsarbejde i 8 år, de på hans arrest, action, forplegning, transport medgående omkostninger, bør udredes af hans bo, såvidt samme kan tilstrække, resten af det almindelige i følge forordningen af 5. april 1793. - Hverken actor eller defensor har vist nogen forsømmelser i sagførelsen og behandlingen, men samme agtes at have været lovmæssig og forsvarlig. Dets til bekræftelse under vore hænder og forseglinger.”

              Brøndlund

P. Lomborg          Jørgen Jensen      Hartvig Pedersen    Clemen Christensen

Sagen blev herefter anket, og Amtmand Ferslev sendte i en skrivelse af 19. september 1799 sagen videre til landstinget, hvor birkedommer og prokurator Erich Müller udpeges som anklager, og som forsvarer beskikkes procurator Klein fra Virksund Færgekro.

Allerede den 16. oktober tager sagen sin begyndelse. Af stævningen ses, at herredsfoged Brøndlund var indstævnet sammen med meddommerne P. Lomborg, Jørgen Jensen,  Hartvig Pedersen og Clemen Christensen. Desuden var Peder Jensen Tækker indstævnet sammen med hans anklager og forsvarer fra herredstinget, samt Nicolai Toft. Desuden var Christen Kortegaards kone, der i den mellemliggende periode var blevet gift, også indstævnet.

Sagens bilag er samlet i et omslag[1], der indeholder såvel indlæg som dom, og her ses begyndelsen af den forkyndte dom:

Da Landstinget havde alle de tidligere retsreferater til rådighed, gik man lige til sagen og brugte ikke tid på gentagelser. Den væsentligste forskel i forhold til Herredstinget var bedømmelsen af obduktionserklæringen. Hvor man her fra anklagerens side havde slået på, at læsionerne i hovedet skyldtes de slag, Christen Kortegaard havde fået af Peder Tækker, slog forsvareren på, at læsionerne skyldtes de mange fald på hård og stenet grund på hjemvejen.

Fra dommen kan citeres følgende vedrørende obduktionserklæringen:

”Obductionsforretningen erklærer: at slagsmålet synes ikke at kunne have frembragt så betydelige følger uden andre tilstødende årsager.”

Retten henviste til sagen ved underretten, der var startet den 13. august og sluttet med domsfældelse den 10. september, Under proceduren ved landsretten blev Christen Kortegaard fremstillet som en drukkenbolt og svirebror, der gerne yppede kiv, når han havde drukket, og Peder Tækker som en fredsommelig mand, der bare ville leve i fred med sine naboer, hvilket flere af dem da også havde givet udtryk for.

Videre siger dommeren bl.a..:

”det var ikke Peder Tækkers agt at tilføje denne hans nabo nogen skade enten på liv eller lemmer, men alene at give ham nogle tørre hug for de mod sig udsagte skældsord, ej heller kan Peder Tækker siges at have handlet med overlæg, da en af øl, brændevin og tilføjet fornærmelse ophidset mand, sjældent lader fornuften råde, men blindt henfølger sine lidenskaber, dertil kommer at Christen Kortegaard var en liderlig, drukkenboldt, slagsbroder og uforligelig mand, der yppede klammeri med enhver hvor den mindste lejlighed gaves, hvilket alle vidnerne enstemmig har tilstået,”

Og endelig som afslutningen på retsbelæringen med efterfølgende dom:

”da det ikke kan nægtes, at arrestantens adfærd imod afdøde Christen Kortegaard jo på en måde og tildels kan have været medvirkende årsag til dennes død, og handlingen desuden, endog abstract betragtet, i al fald er såre umoralsk og strafværdig; dog synes alle de ved nærværende sag concurrerende omstændigheder at tale så meget til fordel for arrestanten, at hans brøde kunde afsones med nogle års arbejde i forbedringshuset, som bliver at bestemmes til 2 år. Ifølge heraf

                                                                 kendes for ret

Peder Jensen Tækker bør for sin mod afdøde Christen Kortegaard udøvede voldsomme adfærd arbejde i Viborg Tugt- og forbedringshus i 2 år. I det øvrige bør hjemtingsdommen, afsagt den 10. september d.a. ved magt at stande, Ved begge instancerne er sagen ført med tilbørlig nøjagtighed og hurtighed."

Den straf, Peder Jensen Tækker blev idømt, var jo unægtelig noget andet andet end det krævede i første omgan, nemlig dødsstraf, og det han der blev idømt: 8 års fæstningsarbejde ved Herredsretten. Peder fik imidlertid ikke megen glæde af den relative korte straf.

I Viborg Tugt- og forbedringshus’s fangeprotokol, kan vi se, at han kom til fængslet de 27. december 1799, og han døde i begyndelsen af februar 1801, 38 år gammel.

Tiden var en anden dengang end i dag, hvor man af og til kan læse i aviserne, at vi dømmer og straffer for mildt, men mon ikke de fleste vil mene, at man dengang for godt 200 år siden dømte lige hårdt nok? Peder Tækker ville uden tvivl også i dag have fået en eller anden form for straf, måske betinget eller en bødestraf. Under alle omstændigheder kan jeg godt tænke, at det var en hård straf for et fuldemandslagsmål, der eventuelt kombineret med andre faktorer, endte med døden for den ene part. Ud fra domsforhandlingerne kan vi jo ikke læse, om Christen Kortegaard virkelig havde det dårligt den famøse 5. maj 1799, eller han blot ville slippe for arbejdet med gerne tage del i drikkegildet. Ej heller ved vi, hvor hårde slagene og sparkene har været, eller om det var faldene på hjemvejen, der var det værste. Christen Kortegaard var heller ikke mere en ung mand, men nærmede sig de 70 år

Sidst redigeret 3. juni 2012